KONCERTANMELDELSE

Dance-musikken var som et bjergmassiv. Hård. Høj. Nådesløs. En prøvelse for op til flere sanser og indre organer.

Kun enkelte gange – det vil sige enkelte steder undervejs i den britiske DJ’s koncert – anede jeg et fremspring, der kunne gøre en flugt mulig, om jeg eller andre ellers skulle ønske at forsvinde. Alt var bare ét mørkt og tungt massiv uden synlig afgrænsning og ende.

At KB Hallen – ja, endda selve scenen henlå i mørke – og kun i hastige glimt var oplyst af et blændende lyshav over publikum og et tilsvarende, sparsomt, men i momenter blændende projektørlys bag ved og ude på hver side af kunstneren gjorde bare oplevelsen ekstra massiv.

Oprigtigt talt – voldsomheden grænsende til klaustrofobisk. Dét ville jeg i hvert fald umiddelbart have sagt – hvis ikke det var fordi, publikum, som åbenlyst var fortrolig med Jamie XX’s musik, så åbenlyst brugte den som en flugtvej eller rettere: vej tilbage til sig selv.

For reelt – musikken animerede ikke til fællesdans, dialog eller decideret kontakt – med andre end individet selv. Men selvfølgelig – den programmerede, elektroniske musik, de hårde beats, mørket og de springende lysglimt – alt var udtænkt med henblik på netop dét: at føre den enkelte blandt publikum hjem til sig selv i en meget pågående, tranceagtig individuel (og dog fælles) puls.

Nu var jeg selv så (u)heldig at sidde på balkonen i KB Hallen, men i de tusinder af korte lysglimt, der blev kastet udover publikum, var det fascinerende at se københavnerne søge ind i sig selv og danse med armene i vejret. Publikum blev som et menneskehav af arme, der slyngede sig som var de siv i en imaginær bølge eller vind. Dét var tydeligst, når stroboskoplyset kastede sit ubarmhjertigt hvide skær hen over hovederne på de dansende.

Selv blev jeg mindet om min ungdoms rejser til Indien og især delstaten Goa, hvor der den gang var (og måske stadig er) massive rave-parties under den kulsorte, tropiske himmel. Datidens house var i KB Hallen bare udskiftet med en lige så insisterende form for dance-musik. Superhits som ”Baddy on the Floor”, ”Loud Places” og selvfølgelig ”I Know There’s Gonna Be (Good Times)” satte menneskehavet i bevægelse. I den forstand levede Jamie XX op til det, jeg antager, var hans vision: at føre den enkelte blandt publikum hjem til sig selv i en tranceagtig individuel og dog fælles puls.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk