KONCERTANMELDELSE

Det er for mig en gåde. Når jeg hører svenske Thåströms pladeindspilninger, hører jeg en dygtig, disciplineret og dedikeret rockmusiker. Men når jeg hører ham live, hører jeg et kraftværk af en helt anden verden.

Lørdag aften optrådte Thåström endnu engang i København, denne gang i KB Hallen, og der var ikke én ting, jeg kunne have ønsket mig mere, end det jeg fik. Thåström gav sammen med sit sublime band og sin lige så sublime, tekniske stab en insisterende og aldeles forrygende koncert. Svenskeren ejede sammen med sit band scenen, ja, hele KB Hallen. Hans tekster holdt (de er enkle, men poetiske), hans vokal var overbevisende, hans sceneoptræden indlevet. Bandets back-up var som bjergmassiv. Lyden var optimal. Og lysshowet gennemført flot.

Men selv om alt med andre ord var til UG, var der højdepunkter, der stak ud som ekstraordinært himmelstræbende. Thåströms duet med Titiyo i nummeret, ”Papperstunna väggar”, var et sådant højdepunkt. Thåströms og Titiyos vokaler var et match made in heaven. Men også numre som ”Stora långa gatan”, ”Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce” og ”Old Point Bar” stak ud og op. Og så selvfølgelig Thåströms hilsen til København, ”Sönder Boulevard”.

Thåström har – som sidstnævnte nummer indikerer – en særlig forbindelse til København – han har da også helt åbenlyst en fanskare i Danmark. Og alligevel er han en ener i skandinavisk rock – en ener uden dansk pendant. Han er for mig at se som et blandingsprodukt – lige dele Tom Waits, Nick Cave (med streg under the Bad Seeds) og Bruce Springsteen (and the E Street Band) – en sammensat type, der nok har rødder i den rige, svenske visetradition, men som også har formået at elektrificere traditionen og raffinere den i en poetisk og massivt insisterende, rocket retning. ”Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce” er et godt eksempel herpå. (Nummeret kan man høre i en live-version på albummet, Som jordgubbarna smakade, som trods alt giver et indtryk af, hvad ”massivt insisterende” betyder). Thåström har Waits’ kantede karakter og kropssprog, Caves mørkt docerende og selvbevidste dimension og Springsteens vrængende, autentiske og insisterende udtryksform. Det var med de kvaliteter, blandingsproduktet / kraftværket fra Sverige med sin rockmusik og dens tekniske iklædning – vellyden og scenelyset – gav os i KB Hallen adgang til en helt anden verden.

******  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk