Ensemble C: Every Journey

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den britiske jazzkomponist og –pianist, Claire Cope, var indtil for nylig helt ukendt for mig. Men nu hvor jeg – via det nye album med hendes Ensemble C – har lyttet mig ind på hende, kan jeg med sikkerhed sige, at jeg vil følge hende og hendes ensemble, fremadrettet. Every Journey er nemlig et overrumplende godt album. Et album med moderne jazz af stor dybde og tyngde. Musikken er stilsikker, skabt af en meget stilbevidst kunstner.

Cope og Ensemble C albumdebuterede i 2020 med Small World – dén gang var ensemblet en sekstet. Men siden er der sket meget, Cope er blevet mor og har fået nye indsigter og ambitioner, så 2’eren er mere fokuseret, og så er sekstetten blevet til hele elleve musikere, som alle demonstrerer en ekstraordinær sans for kommunikation og i det hele taget kunst. Fundamentet er ti musikere (Cope inklusive) – her i blandt fem blæsere – og én sangerinde, Brigitte Beraha, som virkelig gør sit til at løfte niveauet.

Cope er klart inspireret af Pat Metheny Groups tidlige udgivelser. Der er, som hos Metheny, noget næsten magnetisk over den skønhed, den eftertænksomhed og det refleksionsniveau, som Copes musik afspejler eller rummer – noget energisk, dynamisk og vanvittig raffineret. Noget stort. Og så er musikken (som altså udgives på Kvindernes Internationale Kampdag) oven i købet en farverig hyldest til en række modige kvinder, som banede vej for andre; gjorde væsentlige opdagelser; eller gjorde sig væsentlige tanker og handlede derefter. Og da lyden af Copes historiefortælling oven i købet antager karakter af big band-jazz, ja, så bliver det hele stort, stort. Og generøst. Og smukt.

Numre som Every Journey (Has a Beginning) og Flight er ganske enkelt eminente.

*****  /  Adhyâropa Records  /  78 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share