TEATERANMELDELSE
Lad det være sagt med det samme: The Blind Date er en forrygende sjov teaterforestilling – både i kraft af idéen bag – ja, hele set-up’et – i kraft af skuespillet og i kraft af instruktionen.
The Blind Date, er inspireret af et australsk/amerikansk komedieprojekt af samme navn. Et projekt, som de færreste danskere nok har set. Men teaterforestillingen på Frederiksbergs Aveny-T ove selvsamme idé udfolder sig improvisatorisk foran øjnene af publikum og vel at mærke i en forestilling, der er befriende enkel og naturligt dramatisk.
Der er tre medvirkende – hovedpersonen Anna (spillet af Luise Kirsten Skov), the blind date (spillet af en – også for hovedpersonen – ny skuespiller hver dag i spilleperioden) og bartenderen (spillet af Iben Alida). Fysisk befinder de tre sig i eller bag Aveny-T’s bar, hvor Luise venter på sin blind date og bartenderen generøst og uortodokst skænker, betjener og behager – først én, siden to gæster. Publikum er placeret i en halvcirkel rundt om baren, som i forestillingen er blevet en karaoke-bar – så udover det, at to mennesker skal mødes til en blind date, så skal de også på bartenderens insisterende opfordring synge – soloer og duet. Her til kommer, at der er den indbyggede joker i den improviserede forestilling, at instruktøren sidder en etage højere oppe og følger dramaets udvikling via en TV-skærm. Han, Jesper Pedersen, ser altså det samme som vi andre, men han kan intervenere og sende SMS’er eller ringe til både Anna og hendes blind date og instruere eller obstruere undervejs – i den forstand lave benspænd løbende.
Den første blind date, som Anna var ude på – søndag eftermiddag til premieren – var så medrivende sjov, at jeg fik trang til at følge hende på alle de kommende blind dates. Og det nok både fordi, Anna som karakter (for ikke at sige Luise Kirsten Skov) fremstod så autentisk – på én gang opvakt og interesseret i sin date, levende, tjekket, ægte og dog lidt nervøs, sensitiv og forbeholden – mange ville have været mere forbeholdne – men først og fremmest autentisk. Hun fremstod så levende, at jeg fik trang til at følge hende på kommende blind dates for at sikre mig, at det på et tidspunkt ville gå hende godt!
Hendes date til premieren var skuespilleren Nicolai Jørgensen, som spillede en veg, lidt buttet og utjekket fyr, som var kommet ind til hovedstaden fra Odense og – kunne man forstå – hjemme på Fyn levede af at spille on-line poker, men udover det ikke havde venner eller interesser af nogen nævneværdig betydning. Til gengæld havde han – hvis hans utroværdige historie stod til troende – en eks-kæreste, som også hed Anna. Gentagne gange under daten ringede ekskæresten, angiveligt fordi hun havde mistanke om, at han var ved at afsøge markedet for andre mulige kærester. Det var naturligvis instruktøren, der ringede og obstruerede.
Men det er klart, at kombinationen af den naturligt sensitive date, den begrænsede tid til rådighed, de mange forstyrrende opkald og de to karakterers ret forskellige udgangspunkter gav næring til drama. Det drama blev kun forlænget af, at Anna var så åben og reel, daten fra Odense så lukket og ordknap. Og så blev det afspejlet i, at den flamboyante bartender hele tiden var der som en slags vidne, der givet havde set lignende (umulige) dates, fyldte godt med cocktails på gæsterne og ind imellem fik nok af tomgangen, hvorefter hun startede karaoke-maskinen for dog at intervenere eller sætte blodomløbet i gang på de to – måske mest af alt fyren fra Odense!
Forestillingen varede godt en time – og den time var på én gang alt for kort og – for mig og andre, der holdt af karakteren Anna – alt, alt for lang. For fanden da – hvordan kunne hun være så large overfor fyren fra Odense? Men – ret skal være ret – deres blind date var sjov, formodentlig meget virkelighedsnær, og hele setup’et – konceptet og de scenografiske og kostumemæssige rammer af Claudia Leander Bornedal – optimale. Jeg blev som publikum vidne til et intenst, intimt lille drama, som – ja, kaldte på mere.
****