MUSIKANMELDELSE
Alister Spence er en etableret, australsk jazzkomponist og –pianist; igennem mange år frontfigur i sin egen trio, som desuden tæller kontrabassisten Lloyd Swanton og trommeslageren Toby Hall. Det er syv år siden, trioen sidst har ladet høre fra sig i pladeformat, men nu er den her – den nye plade, Gather – og jeg bilder mig ind, at man kan høre, at det sammenspil, der kommer til udtryk igennem alle pladens otte skæringer, tydeliggør, at de tre har spillet sammen i mere end 30 år. Der er en fortrolighed de tre imellem og en åbenhed i såvel kompositioner som forløsning, som vidner om fælles rutine og en stadig levende sansning og nysgerrighed. Vel er udgangspunktet for de otte skæringer nogle nye kompositioner af Spence, men meget af musikken skabes på stedet – i studiet – af de tre eller en af de tre. Og dét er forfriskende og fedt. For alle skæringer har noget forløsende over sig. Personligt finder jeg, at nummeret, Moment Between, er albummets allerbedste – måske nok det mest stringent konventionelle, men den melodisk moderne jazz, som nummeret består i, er for mig bare formfuldendt og gribende.
**** / Alister Spence Music / 55 min.