MUSIKANMELDELSE
Der er noget forunderligt forfriskende over Chris Minh Dokys og nomadernes nye musik. Man kan i hvert fald ikke beskylde Minh Doky og hans band for specifikt at opsøge eller opdyrke det mørke og melankolske. Tværtimod så er der noget frejdigt og fornøjeligt over den jazzmusik, konstellationen bringer til torvs; noget let, som netop forekommer forfriskende i en tid, hvor melankolien (som ellers også kan være smuk) er så fremherskende.
På det nye album, New Beginnings, åbner Minh Doky og band med et næsten filmisk nummer kaldet ”The Sniper”. Minh Doky tager os med nummeret ind i et spændingsfelt, der emmer af hektiske jagter og lurende farer. Hæfter man sig ved nummerets titel, før man begiver sig af med at lytte, vil man siden se tydelige billeder for sig. Selv ser jeg under lytningen et spændingsdrama af amerikansk tilsnit. Kompositionen, bandets forløsning og især Minh Dokys betjening af egen opretstående el-bas – alt naturliggør titlen og forbinder danskeren med sit amerikanske andet land.
Det følgende nummer, ”New Beginnings”, bringer mig til gengæld ind i en næsten konventionel kontekst. ”New Beginnings” er smooth, melodisk jazz af moderne tilsnit. Dem er der flere af. Desuden er der numre på albummet, der har karakter af ballader – numre som ”Forever and Always” og ”I See You”. I dem er der elementer af melankoli – og det er netop smukt. Men uanset mood – så er Minh Dokys teknik og æstetik stringent og unik. Hans bas bliver betjent med åbenlys sans for det melodisk, lyriske. Og så formår han tilsyneladende legende let at bygge bro mellem den nordiske tone og den amerikanske jazz’ energi, groove og harmonik.
New Beginnings er indspillet med et solidt hold af internationale jazznomader – folk som trommeslageren Antonio Sanchez, pianisten Gwilym Simcock, percussionisten Mino Cinelu, keysspilleren Ricky Peterson foruden Gary Husband, Poul Reimann, Randy Brecker og flere andre.
Og helt afgørende – Minh Dokys og nomadernes musik balancerer eminent mellem det rutinerede og det nysgerrige. I den forstand er der noget vibrerende, ja, netop forfriskende over musikken på New Beginnings.
***** / Red Dot Music / 48 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk