Hvalfugl live i Bremen Teater, København

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

Hvalfugl er et af de efterhånden mange, danske jazzorkestre, som spiller en sagte, uprætentiøs, melankolsk, minimalistisk og repetitiv form for instrumentaljazz, som på én gang er blå og forunderligt changerende. Hvalfugls musik er melodisk eller rummer i hvert fald antydning af melodier, men den er også prøvende, søgende. Det er dét, kombinationen, der er den levende musiks kvalitet. Det, og så det fænomen, at Hvalfugl åbenlyst stræber efter at skabe noget betagende, smukt – en form for moderne jazz noir, som læner sig op ad genrerne, ambient og neoklassisk.

Lørdag aften i Bremen Teater – under Vinterjazzfestivalen – smeltede Jonathan Fjord Bredholts raffinerede klaverfigurer og sfæriske klangflader fra et medbragt harmonium fint sammen med Jeppe Lavsens krystalklare og helt enkle guitartemaer og Anders Juel Bomholts bundsolide bas. Men da orkesteret nu havde indfundet sig i og solgt en del billetter til Bremen Teater i København, havde de tre også besluttet sig for at træde op i forstærket opstilling – med trommeslageren Lasse Jacobsen, trombonisten Rasmus Holm og trompetisten Niels Munk – tre gæster, som medvirkede af og til i løbet af koncerten, og som alle meget klart gjorde det godt. De vekslende besætninger gav koncerten en skøn spændvidde i klangflader – og det var godt. For risikoen ved Hvalfugls musik er, at den bliver ensformig. Dén risiko var lørdag minimeret. Og så var der i det hele taget en god, intim og aktivt lyttende stemning i Bremen Teater – den form for stemning, som man kunne ønske sig til mange siddekoncerter. Ikke nødvendigvis en andægtig stemning, men i hvert fald en reel afspejling af det, at Bredholt, Lavsen og Bomholt har stilfærdige, men ikke klare, kunstneriske ambitioner i og med deres kompositoriske og instrumentale raffinementer.

Hvalfugl var i løbet af aftenen igennem store dele af bagkataloget, men hovedparten var hentet fra den dobbelt-vinyl, der udkom for nylig – og som reelt er en opsamling efter udgivelsen af fire EP’er i perioden fra 2022 til 2024. Dobbelt-vinylens titel er sammensat af titlerne på de fire EP’er: Bag vore øjne strømmer drømme sagte forbi. Af de mere bemærkelsesværdige numre på dobbelt-vinylen – som også fandt vej til scenen i Bremen Teater – er de fire gange ”Kaskader af glemsel” og det formfuldendt smukke nummer, ”Iturevet almanak”. For mig er balancen mellem Bredholts, Lavsens og Bomholts instrumenter her helt optimal, oplevelsen af musikken stærkt bevægende. Musikken er rolig, afdæmpet og alligevel båret af en fin fremdrift – ligesom meget af trioens musik i det hele taget. For mig faldt det af samme grund naturligt sammen med de mange andre i teatersalen at rejse mig efter endt rejse og give stående ovationer. For det var fortjent!

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share