Dreamers’ Circus: Handed On

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er sjældent, at man – udenfor dedikerede kredse – stifter bekendtskab med dansk folkemusik af den slags, hvor violinen og harmonikaen er de dominerende instrumenter. Men den dansk/svenske trio, Dreamers’ Circus, har på bare ti-femten år ændret noget ved fænomenet – og jeg kan ikke klart sige hvorfor eller hvordan – jeg kan bare konstatere, at Dreamers’ Circus i løbet af sin levetid har formået at brede genren ud til en skare af lyttere, der ellers ikke ville have lyttet til den form for traditionel musik.

En mulig forklaring er selvfølgelig, at de tre ungersvende – Nikolaj Busk (klaver og harmonika), Rune Tonsgaard Sørensen (violin) og Ale Carr (cister) – simpelthen er fantastisk dygtige instrumentalister. En anden mulig forklaring er, at de selv skriver musikken og formår at etablere samarbejder med gode folk – eksempelvis Kristian Leth, som har produceret Handed On, og som i øvrigt selv medvirker på enkelte numre på det femte album fra trioens side.

Jeg vil mene, at det er fortjent, at trioen både har modtaget så mange Danish Music Awards (seks er det foreløbig blevet til), og at den i 2013 modtog Kronprinseparrets Stjernedryspris og i 2020 af Kunstfonden blev udnævnt til et af tre nye specialensembler – med en bevilling på en million kroner årligt i tre år som følge. Det er fortjent, fordi trioen vitterligt formår at indfange den ånd og energi, der knytter sig til den traditionelle, dansk/svenske folkemusik og samtidig formår – blandt andet med Kristian Leths mellemkomst – at forny og raffinere musikken med egne kompositioner, der så åbenlyst er inspireret af fortidens frembringelser.

To af numrene på Handed On er versioneringer af gamle danske salmer / folkemelodier – det er numrene ”Make High the Gate / The Billy Goat” (hvoraf første del er kendt som salmen, ”Gør døren høj, gør porten vid”) og ”Regnars Styk’”. Alle øvrige, elleve numre er helt igennem originale – og de er for mig at høre, albummets bedste – om end også de er ret forskellige. Et nummer som ”The Promenade” stikker ud som særligt skarpt og jazzet. Men mest helstøbt, sjælfuldt og ”moderne” – på et album, der som helhed er dét – er i min optik numrene ”The Daydreamer”, ”The Great Sea” og “Tretur”.

*****  /  GO’ Danish Folk Music  /  46 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share