KONCERTANMELDELSE
Den fransk-amerikanske jazz-singer-songwriter, Madeleine Peyroux, anså jeg på forhånd for at være et af Vinterjazzfestivalens største navne. Vel er hendes historie som kunstner en ”bumpy road” – hun har f.eks. haft store problemer med sin stemme, hvilket i perioder, ja, år, har sat hende ud af spillet – men hendes metier og kunstneriske niveau, når det har været bedst, har ikke desto mindre været bemærkelsesværdigt. Derfor var hun i min bog et hovednavn under Vinterjazzfestivalen.
Madeleine Peyroux slog i sin tid igennem med coverversioner af sange som blandt andre Billie Holiday udødeliggjorde. Hun blev selv sammenlignet med Billie Holiday – selv om jeg vil vove den påstand, at deres liv og virke har taget sig meget forskelligt ud. Hun har med stor succes versioneret sange af kunstnere som Hank Williams, Leonard Cohen og Bob Dylan. Og er under alle omstændigheder en singer-songwriter, der er værd at bemærke, værd at høre, værd at se.
Da hun onsdag aften indtog scenen i Koncertsalen i DR’s Koncerthus var mine forventninger altså høje. Og formodentlig ikke bare mine – men også mange andres – i det udsolgte venue. Og for mit vedkommende blev forventningerne altså indfriet. Ikke sådan at forstå, at Madeleine Peyroux brillerede eller slog benene væk under mig, men hun leverede med sin lille, sublime trio en eminent og fokuseret, forunderligt intim koncert, der gav grund til at glæde sig. Guitaristen Jon Herington og bassisten Barak Mori fuldendte i enhver forstand trioen og dens udtryk.
Madeleine Peyroux’s besøg i København indgik i hendes øjeblikkelige verdensturné, som bærer titlen, Let’s Walk – det er en trio-turné, der følger hendes nyeste album af samme titel til dørs. Selv om koncerten i Koncertsalen bød på sange fra hele hendes virke som kunstner, var det de nyeste sange, der for mig at se og høre, gav koncerten styrke, saft og kraft – nye sange som ”How I Wish”, ”Find True Love” og ”Let’s Walk”. Men det var også hendes organiske naturlige vekslen mellem sprog – engelsk og fransk – og genrer – viser, folk, tango, calypso, gospel og jazz – der løftede oplevelsen. Selv om hele koncerten var rundet af teknisk / kunstnerisk seriøsitet, var der også plads til morskab og groteske absurditeter – f.eks. i og med det ligeledes nye nummer, ”Me and the Mosquito”.
Ellers var det bemærkelsesværdigt, at Madeleine Peyroux – igen, især med sit nye materiale – havde tillagt sig en mere samfundsbevidst / politisk kritisk stil, en mere personlig autenticitet – og dét uanset om hun sang på fransk om liv i Paris eller på engelsk om liv i New York. Ikke at hun nævnte specifikt politiske agendaer, men generelt var der i hendes optræden – i hendes sange og optræden – en klarere skarphed og stillingtagen, end jeg før har set og hørt. Det klædte i sig selv koncerten.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk