KONCERTANMELDELSE
Ordet ”anakronisme” rinder mig i hu allerede inden, jeg indfinder mig i Amager Bio. For oprigtigt talt! Én ting er, at jeg selv sidst i 1970’erne var stor fan af Manfred Mann’s Earth Band – plader som Watch (fra 1978), The Roaring Silence (fra 1976) og Angel Station (fra 1979) havnede den gang ofte på min pladespiller. (Pladerne har jeg stadig!) Noget andet er, at bandet siden den gang ikke for alvor har gjort væsen af sig eller for den sags skyld har skabt noget nyt.
Bandet var og er stadig den dag i dag et coverband – som ganske vist den gang i 70’erne skabte ekstraordinært raffinerede arrangementer, der skabte opmærksomhed, og som både trak lidt klassisk musik, moderne jazz og progressiv rock ind over klassikere af blandt andre Bob Dylan, Bruce Springsteen og Bob Marley. Problemet er bare – og det er her, anakronismen kommer ind i billedet – at rutinen er blevet til alderdom og svækkelse, og at Manfred Mann’s Earth Band er blevet et band, der – sagt i al mildhed – kun optræder live og kun laver covers af egne covers, fordi kræfterne ikke rækker til andet og mere, og fordi der blandt publikum er tilstrækkeligt mange nostalgikere til at sikre, at butikken med gentagne turnéer løber rundt.
Vel er der kommet nye navne til i bandet, men det er stadig to af de oprindelige navne – 84-årige Manfred Mann på keys og 78-årige Mick Rogers på guitar – der, sammen med forsangeren gennem de sidste 14 år, Robert Hart, udgør kernen i bandet. Selv om sidstnævnte kun er 66 år, har han bare ikke pondus til at matche Chris Thompsons oprindelige vokal på de tre nævnte plader – (Thompson forlod bandet efter udgivelsen af Angel Station).
Godt inde i koncerten kunne jeg mærke en trang til at holde fast i ordet, ”anakronisme”.
For sætlisten? Størstedelen af sangene søndag aften stammer fra de tre nævnte plader – det er sange som ”Don’t Kill It Carol”, ”You Angel You”, ”Martha’s Madman”, ”Davy’s on the Road Again”, ”Mighty Quinn” og ”Blinded by the Light”. Bestemt gode sange, men! Vel er Mick Rogers stadig ferm på sin guitar, Manfred Mann stadig ferm på sine keys. Men vokalt faldt de begge igennem, nøjagtigt som Robert Hart gjorde det. Væk var den vokale autoritet.
Stadig var det umiskendeligt progressiv, guitar- og keys-baseret rock med lange, instrumentale passager indlagt, bandet bragte til torvs. Men bandets covers af egne covers var konsekvent ringere end dem, jeg stadig den dag i dag kan høre på de nævnte plader, hvorpå der også indgår liveoptagelser. Væk var autoriteten, kraften, magien. Og det til trods for at især Robert Harts attitude var som den, man ser fra alfahanden, der ønsker at ruske op i sit publikum. Hvad så København? Jeg mener – brug dog det sparsomme krudt på at justere sigtet ind og brug kun de virkemidler, der rent faktisk virker. Væk – eller stærkt blegnet – var det progressive element i bandets rock. Men – når det er sagt – så stod også søndag aften det indtryk tilbage, at de nævnte sange og Manfred Mann’s arrangementer er særegne og dragende. Derfor kunne jeg også godt forstå, at der blandt publikum var mange – især mænd – der sang med, som var de indfanget i et spind, de på én gang nød og skar grimasser til.
*** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk