Gustaf Ljunggren & Emil de Waal: Mikroklima

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Gustaf Ljunggren & Emil de Waal er to af den danske musikscenes mere innovative sjæle. Nok er de som udgangspunkt jazzmusikere, men man kan aldrig vide med de to – for de breder sig ofte ud over alle mulige andre genrer – og det gør de igen-igen på deres nye album, Mikroklima – deres fjerde album som duo. Her er det genrer som americana, ambient og elektronisk musik, de breder deres jazz udover.

Gustaf Ljunggren er en herboende, svensk multiinstrumentalist – nok som udgangspunkt saxofonist, men han kan ikke holde sig fra strenge og tangenter og betjener sig på Mikroklima da også primært af guitar, pedal steel guitar, bas og rhodes. Emil de Waal er en dansk trommeslager – og han har tilsvarende svært ved at holde sig til dem. de Waal spiller på Mikroklima både trommer og slagtøj, og så er han manden bag elektronikken og programmeringen.

De tos genremiks på Mikroklima er melodisk, minimalistisk, rundet af en nutidig, nordisk klang og af en forunderlig stringens. Enkelte numre sender mine tanker i retningen af fusionsmusik, folk og indierock. Andre slet og ret i retningen af den moderne, nordiske jazzmusik. Men uanset genre eller subgenre – så er musikken, ja, stringent. Og dynamisk. Favnende.

Og titlen? Den refererer nok snarere til duoens optagethed af fællesskaber end til klimaspørgsmål. A pro pos fællesskaber – så har Ljunggren og de Waal gæster med sig i studiet: en gruppe 12-årige skolebørn, som de har undervist og udstyret med instrumenter. Børnene medvirker på to hele numre (”Efter dig” og ”Notholmen”) og på to vignetter (”Onsdag 2a” og ”Onsdag 2b”). Hvis pressemeddelelsen er retvisende, så spiller børnene ikke bare med – de har også haft mulighed for at ”bidrage med idéer til kompositionerne”.

Uanset hvad – så er Mikroklima et uhyre vellykket album båret igennem af to idérige, innovative og teknisk dygtige komponister og instrumentalister, som især med de strenge-baserede numre, ”Mikroklima”, ”Bolde” og ”Brud” shiner. Nævnte numre lyder lette. De er lette. Luftige. Melodisk formfuldendte.

****  /  April Records  /  38 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share