MUSIKANMELDELSE
DR’s Vokalensemble – eller Danish National Vocal Ensemble, som ensemblet hedder på engelsk – er ret fantastisk. Derfor er det også en lykke for entusiastiske følgere som undertegnede, at ensemblet har indgået en aftale med det lille, uafhængige, danske label, OUR Recordings, som med dette nye skud på stammen, O Listen!, har udgivet hele ni album med vokalensemblet. O Listen! er det første album, indspillet og udgivet med den slovenske dirigent, Martina Batič, som leder. Og det må alt andet lige forholde sig sådan, at Batič har haft en afgørende hånd i valget af repertoire – for O Listen! rummer – foruden sange af danske Else Marie Pade (1924-2016) – sange af slovenske Uroš Krek (1922-2008) – en komponist, jeg ikke før kendte til, men som ubetinget er et godt bekendtskab og i øvrigt et godt match til den danske komponist, Pade. Vel forekommer Kreks korværker på dette album at være ret konventionelle, stilistisk let tilgængelige, men de er samtidig rigt facetterede og aldeles gribende, mens f.eks. Pades korværker er mere eksperimenterende. O Listen! slutter med Pades meget eksperimenterende stykke i elleve dele, ”Maria”, som er skrevet for sopran, basbaryton, talende kor, syv tromboner og elektroniske lyde. ”Maria” er dramatisk, ja, voldsomt sjælerystende og ikke på nogen måde let tilgængelig.
**** / Our Recordings / 67 min.