KONCERTANMELDELSE
Samarbejdet mellem symfoniorkesteret, Copenhagen Phil, og den ekstraordinært dygtige, danske sangerinde, Emilie Molsted Nørgaard – også kendt som Jada – markerer et potentielt nyt spændende skridt på hendes kurs. Konstellationen gav tirsdag aften to ud af i alt fire udsolgte koncerter i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal – under den efterhånden solidt etablerede paraply: 60 Minutes. Og oplevelsen var for gæster og musikere stor.
En ting er, at Copenhagen Phil og konceptet med i begyndelsen af ethvert år at give 60 minutter lange koncerter med en popsanger i front, er blevet en stor succes. At konceptet og indpakningen – det medfølgende lys- og sceneshow – helt åbenlyst har bragt symfoniorkesteret i kontakt med et nyt og større publikumsunderlag. Noget andet er helt åbenlyst, at den store lyd, den dygtighed og professionalisme, der udgår fra orkesteret, for frontfiguren åbner nye perspektiver.
Tirsdagens første koncert, som Gaffa overværede, var i den henseende ingen undtagelse. Jada var – i positiv forstand – tydeligt påvirket af, at være en af hele 40 musikere på scenen. Det var som om orkesterets præstation både gjorde hende ydmyg og gav hende power. For mig fremstod hun pludselig meget klart som Danmarks bedste svar på Storbritanniens Adele.
I hvert fald klædte det store symfoniorkester, Jada og hendes eget band og kor hinanden helt vildt. Vel var Jada opmærksom på, at hendes latex kjole for folk på de (”billige”) første rækker havde mere eller mindre frit udsyn til hendes røv. Men hun lagde det fra sig og gav sig fuldt ud, tror jeg, og løftede med sin egen vokal og konstellationen sit materiale til nye højder. Og det selvfølgelig især takket være Christian Balvig som havde lavet alle de sublime arrangementer.
Koncerten åbnede stærkt med sange fra Jadas seneste album – sangene ”I’m Back” og ”Air”. Herefter fulgte nogle (lidt) ældre sange – ”Lifetime” og ”Tonight” – og så et fint, ret naturligt udpluk fra bagkataloget.
Alle sangene var af arrangøren ”pakket” i satser af to. Og godt tænkt – først i femte og sidste ordinære sats leverede konstellationen den storladne versionering af Jadas hidtil største hit – ”Nudes”. Men det fascinerende var, at alle sange mere eller mindre fremstod som store og storladne hits, da de blev fremført på scenen i konservatoriets sanseligt smukke koncertsal. Jada og Christian Balvig havde skabt forudsætningerne og symfoniorkesteret, dirigenten, bandet og koret understøttede ”bare”.
Det fascinerende var, at symfoniorkesterets lyd klædte Jadas overbevisende vokal. Derfor kunne jeg heller ikke slippe tanken om, at koncerten burde foreviges og udgives. Eller for den sags skyld slippe tanken om, at Jada fremadrettet skal tænke i større perspektiver. For oprigtigt talt: Hun har de vokale kvaliteter til det, og hendes sange indbyder til det. Gå efter den store lyd – og lad gerne, som i koncertsalen en harpe eller guitar spille en fint cisseleret solo – men gå efter den store lyd, som din vokal mestrer og matcher.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk