MUSIKANMELDELSE
Den canadiske jazzkomponist og –saxofonist, Nicola Miller, studerede i sin tid jazz – først på Jazz Institüt Berlin, siden på Humber College i Toronto. Men der skulle gå mere end tyve år, fra hun fik sin master til hun debuterede med et album i eget navn. Nu er albummet her imidlertid, Living Things, og det er lige så prøvende og fokuseret, som man kunne forvente. Med sig i studiet har Miller haft en inspirerende fælle, som hun mødte under sine studier i Berlin – nemlig den kendte, tyske improvisator, basklarinettist og altsaxofonist, Frank Gratkowski. Resten af det band, hun har samlet til indspilningen af Living Things – trombonisten Doug Tielli, kontrabassisten Nicholas D’Amato og trommeslageren Nick Fraser – er etablerede musikere fra den canadiske jazzscene. Og man fornemmer – f.eks. i et nummer som ”Night Crawlers” – at bandet er godt sammensat. For sammenspillet, ja den indbyrdes lydhørhed – midt i det ellers ret abstrakte, næsten kammermusikalske univers – forekommer mig forrygende. For Miller har is nok i maven til det ene øjeblik at sætte retningen, det næste helt at undlade at give retningsanvisninger. Og dét kommer der altså noget spændende ud af. Det er dét, der gør musikken så levende.
*** / Cacophonous Revival Recordings / 50 min.