MUSIKANMELDELSE
Dy Plambeck er en prisbelønnet, dansk romanforfatter. Men vel at mærke en forfatter, der igennem flere år har markeret sig som mere end almindeligt interesseret i musik. Hun har således siddet i redaktionsudvalget til flere sangbogsprojekter og har selv skrevet sangtekster, der er blevet optaget i eksempelvis Højskolesangbogen, Efterskolesangbogen og Kirkesangbogen.
Marianne Søgaard er en prisbelønnet, dansk sangskriver, komponist og sanger, som ligeledes har siddet i redaktionsudvalg til et sangbogsprojekt, og som har skrevet flere melodier til eksempelvis Højskolesangbogen og Kirkesangbogen. (Hertil kommer, at hun har udgivet flere albums og nodebøger i eget navn og under kunstnernavnet Oui Mari.
Sammen er de to i dag det anerkendte sangskriverpar bag ny-klassikere som ”Hold håbet op” og ”Skybrud”. Sange, der – som de fleste andre på det fælles debutalbum, Dér hvor du har hjemme – er skrevet og egnet til fællessang. Albummet rummet såvel disse ”gamle” som nye sange – sange, der har det tilfælles, at de fremstår som moderne viser og tematisk kredser om eksistentielle størrelser såsom sorg, frygt og krig; tro, håb og kærlighed. Og så er de selvfølgelig – i modsætning til de fleste andre sange i de nævnte sangbøger – skrevet af kvinder. Præcis hvordan man kan aflæse dét i sangene, er jeg usikker på. Lige som jeg er usikker på, hvor langtidsholdbare ord som parkeringskælder, navlepiercing og S-tog er. Men måske er Plambecks og Søgaards pointe, at sangene skal have en potentiel udløbsdato? I hvert fald afspejler de en moderne urbanitet, som ikke er gængs i sangene i de nævnte sangbøger. Og så er de fleste af dem melodisk / kompositorisk / arrangementsmæssigt i et helt andet leje. I et helt andet tonesprog.
Det hører man selvfølgelig især på albummet – måske mindre i forbindelse med eksempelvis højskoleelevernes eller kirkegængernes fællessang. Når man hører det andet leje – ved at lytte til albummet – er det blandt andet fordi Plambeck og Søgaard i studiet har omgivet sig med stærke kræfter: Søgaard synger selv alle hovedpartier, men man hører også i hver sin sang gæstesangerne Silas Bjerregaard (Turboweekend) og Jonas H. Petersen (Hymns from Nineveh) foruden – helt gennemgående – cellisten Henrik Dam Thomsen (solo cellist i DR’s symfoniorkester), pianisten Nikolaj Busk (Dreamers’ Circus), violinisten Rune Tonsgaard Sørensen (Dreamers’ Circus og Danish String Quartet), trommeslageren Stefan Pasborg (Ibrahim Electric), guitaristen Gustaf Ljunggren, bassisten Anders Stig Møller og Fredensborg Slotskirkes Pigekor under ledelse af Cille Buch. Og oven i dén konstellation og instrumentering – diverse elektronik. Alt det – det kompositoriske og tekstuelle afsæt – arrangementerne, instrumenteringen og forløsningen – gør helheden virkelig vellykket.
**** / Eget selskab / 46 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk