MUSIKANMELDELSE

Den canadiske komponist og pianist, Thélonius García, har med Marche Nocturne skabt et uhyre smukt album med ny underskøn musik for soloklaver. Genremæssigt balancerer Garcias nye musik mellem en moderne form for neoklassisk musik og en moderne form for jazz. I alle tilfælde er musikken melodisk og minimalistisk. Garcias intention har været at skabe smukke musikstykker af en drømmende, sfærisk karakter – heraf ordet, ”nocturne” – vel at mærke musikstykker, der indkapsler overgangen mellem søvn og vågen tilstand, mellem drøm og virkelighed – heraf den fulde titel, Marche Nocturne. Intentionen er han lykkedes med. Og det på original vis. Vel tænker jeg, at Garcia forud for kompositionen må have gjort sig fortrolig med nocturner af klassiske komponister som eksempelvis tyske Johann Sebastian Bach og polske Frédéric Chopin. Helt sikkert har han gjort sig fortrolig med en senere instrumentalist, landsmanden Glenn Gould, som især er kendt for sine indspilninger af Bachs nocturner – en af Garcias nocturner hedder slet og ret Gould. Måske har Garcia endda hørt den unge, polske neoklassicist og pianist, Hania Rani. I hvert fald lægger hans kompositioner og instrumenthåndtering sig i kølvandet efter de nævnte navne. Og det er altså ikke noget ringe måde at profilere sig på. Musikken på Marche Nocturne er fra start til slut gribende smuk. Særlig smuk er titelnummeret, numrene Évocation og Après minuit Bach og førnævnte Gould. Men ingen af de 16 nocturner taber kvalitetsmæssig højde.

*****  /  Eget selskab  /  40 min.