MUSIKANMELDELSE
Hun pladedebuterede i 2022 med albummet, Carry On. Et, husker jeg, stilsikkert og lovende, ja, imponerende debutalbum. Nu foreligger så hendes opfølger, EP’en, Hvor stiller det os nu? Og det er en udgivelse, der viser, at de nævnte prædikater ikke var for meget. Sophia HP viser endog, at hun som singer-songwriter begår sig lige så godt på dansk som på engelsk.
I pressematerialet, der følger udgivelsen, fremhæves valget af det danske sprog som noget ganske særligt, men hvorfor skulle Sophia HP egentlig ikke kunne skrive og synge lige så godt på dansk som på engelsk? Dansk er jo hendes modersmål.
Nuvel. Hun kan også begå sig på dansk, og hun kan holde sit indledende kvalitetsniveau – både som sangskriver og udøvende sanger.
Tekstuelt kredser hendes nye sange alle om det uventet at havne i situationer, hvor det, man troede var op og ned, pludselig viser sig at være eller blive anderledes – forestillinger, forventninger, værdier og rammer har af konkrete grunde forandret sig, og som menneske må man i momenter – af egen fri vilje eller nødtvunget – finde ind til (måske glemte) kerner i sig selv for atter at bygge sig op; for atter at finde modet og overvinde angsten for det ukendte; for ikke at resignere eller gå i sort eller det, der er værre.
Det er svært at forestille sig, at temaet ikke bunder i erfaringer, som Sophia HP selv har gjort sig. Og dog er det sådan, at hendes tekster er universelle, hævet op over det private / personlige og derfor relatérbare for de fleste. Samtidig er det sådan, at Sophia HP som komponist er dygtig. Hun kan skrive melodier, der både er tilgængelige og facetterede. Og da hendes egen vokal stadig er unik, ja, magnetisk – ja, så er min helt overordnede oplevelse af det nye materiale, at Sophia HP’s talent som singer-songwriter bare bekræftes. Hun har noget på hjerte, og hun kan formidle dette uden at forfalde til offentlig selvterapi. Hun forekommer mig at have en lyrisk åre, en sans for og evne til at skrive og formidle vedkommende og autentisk.
**** / Eget selskab / 19 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk