MUSIKANMELDELSE

Jeg oplever den danske singer-songwriter og multiinstrumentalist (komponist og skuespiller), Simone Tang, som en gammel sjæl i en ung krop. Hun er kun 34 år, men hendes udtryk og univers lyder ældre. Vel er hendes stemme spinkel og åbenlyst ung. Men hendes autoritet og autenticitet og helt særlige sans for storytellling og folkemusikkens virkemidler er overbevisende.

Hun lyder for mig, som kunne hun være en lillesøster til Bob Dylan – i hvert fald når jeg hører åbningsnummeret, Hey Little Love, på debutalbummet, Things I Remember. At jeg får den tanke skyldes ganske vist ikke kun Simone Tangs egen indsats, men også produceren Christian Ki, der har fået hele debutalbummet til at lyde som sange og musik fra en tid og et sted, hvor en stemme og guitar var det, der skulle til for at fange folks opmærksomhed – i Nashville og omegn.

Udtrykket er upoleret, ramponeret og enkelt – uden på noget tidspunkt at være kedeligt. Og indholdet – ja, det er meget personligt og vedkommende – det omhandler for eksempel Simone Tangs forhold til faderen, der døde af alkoholmisbrug. Og forholdet til familien i øvrigt.

Albummet er indspillet live – med vennen, Søren Manscher, på kor og guitar – uden mulighed for at rette i optagelserne. Ønsket med den produktionsform var at bidrage til autenticiteten, nærværet og nerven – og, ja, ønsket er blevet opfyldt. Af samme grund er numre som Hey Little Love, Brown-Eyed Niece, Worth My While og On the Quarrelets of Pearls blevet formfuldendte størrelser.

Simone Tang, der blandt andre har optrådt med Ida Laurberg og Peter Sommer er et es i egen ret – en kunstner, jeg vitterligt får lyst til at følge i de kommende år. Fordi hun teknisk er så dygtig. Og fordi hun har noget på hjerte.

****  /  Mamma  /  30 min.