Kristoffer Rahbek: Syng for mig

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Når man taler om fænomenet, en musical, taler man sædvanligvis om en teaterform, der er båret af sang og musik. Listen over bemærkelsesværdige og populære musicaler er lang, og den er især i de senere årtier blevet længere over det meste af verden – ikke mindst som følge af publikumstilstrømningen.

Og nu har så endnu en premiere. Den danske producer, Kristoffer Rahbek, og den ligeledes danske dramatiker, Maj Rørbæk Damgaard, har nemlig skrevet og forløst musicalen, Syng for mig, om end det er en musical, der kun eksisterer som lyd – ikke som teater i gængs forstand. Kunstnerisk vil jeg mene, at Syng for mig snarere er en form for radioteater – båret af sang og musik. Eller – et syngespil – uden scene, hvis man kan forestille sig det. Det er med andre ord en tilsnigelse eller misvisende form for markedsføring at kalde Syng for mig en musical. Men lad det ligge, for uanset specifikationen, så er Syng for mig en ret vellykket fortælling – og for folkene bag jo ganske billig hvad scenografi, koreografi og kostume angår.

Syng for mig er en ”ungdoms-musical”. Om folkene bag så specifikt har tænkt i publikumsudvikling, skal jeg ikke kunne sige, men selv kalder de deres musical ”nyskabende” og et forsøg på at nå et ungt publikum ”på de platforme, hvor de allerede færdes”. Ikke på scenen, forstås, men på sociale medier og streamingstjenester. Under alle omstændigheder henvender musicalen sig med en let tilgængelig fortælling og nogle poppede ørehængere til unge generelt og mere specifikt til unge, der er i sorg over at have mistet.

Hovedpersonen i forestillingen, 16-årige Jacob, har som Kristoffer Rahbek selv mistet en far. Kristoffer Rahbek er meget troværdig som hovedperson. Og højest tænkeligt en mand, der selv savnede fortællinger om tab, da han mistede sin far.

Syng for mig består af syv sange og syv monologscener. Og de syv plus syv hænger virkelig godt sammen. Formen fungerer, fordi fortællingen både dramaturgisk og i forløsningen virker så autentisk og stram og stringent. At summen af det hele taget er så godt produceret af Kristoffer Rahbek gør bare hele oplevelsen større – formodentlig også for kernepublikummet.

****  /  KR Musical  /  53 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share