MUSIKANMELDELSE
Hans forældre er fra henholdsvis Venezuela og De Hollandske Antiller. Selv har Michael Simson siden 1993 boet i Holland, og det er herfra, han har skabt sig en virkelig international karriere som jazzmusiker. Hans musik? Den har altid haft spor af Caribien, Surinam og Afrika i sig. Og musikken på hans nye album, East West & Beyond, er ingen undtagelse. Det ligger dog implicit i titlen på albummet, at Michael Simons Asian Connection også når ud til Asien. I min optik både Mellemøsten og Sydøstasien. Flere numre – f.eks. Sawunggaling og Liban – rummer elementer af musik, som jeg forbinder med henholdsvis Sydøstasien og Mellemøsten. Samtidig er eksempelvis Liban klart rundet af den moderne, europæiske jazz. Derfor er udtrykket også eklektisk – farvet selvfølgelig af Michael Simons udgangspunkt, men også af Asian Connections sammensætning: Michael Simon (trompet og flygelhorn), Minyen Hsieh (saxofoner og fløjte), Hauyi Tsai (pipa), Sri Hanuraga (klaver), Ikeda Kinya (bas) og Tzu Yu Huang (trommer). Bedste numre er, efter min mening – Tonada del Cabrestero – som forbinder Sydøstasien og Europa / øst og vest.
**** / Pramisi Records / 41 min.