MUSIKANMELDELSE
Den talentfulde, sydkoreanske jazzpianist og -komponist, Iseul Kim, har med Liberosis skabt et virkelig interessant ensemble, der musisk/genremæssigt placerer sig et imaginært sted imellem jazzen og den klassiske musik, ja, endda tangoen. Ensemblet består såvel af rytmisk som klassisk uddannede musikere – foruden Iseul Kim selv består ensemblet af trommeslageren Jaewon Lee, cellisten Ok Jeong Kim, violinisten Jongsu Yoon og kontrabassisten Hoo Kim. Og vel er det Iseul Kim, der med sine kompositioner og ledelse har skabt fundamentet for den eklektiske musik, men jeg får som lytter også det indtryk, at ensemblet som helhed løfter kompositionerne til et både spændende og medrivende, grænseoverskridende og gribende niveau. Uanset den specifikke genre/subgenre, så fornemmer jeg et fuldt finger- eller håndaftryk. En ting er, at musikerne sammen kan løfte Iseul Kims visioner. Noget andet er, at de helt åbenlyst også alle er i stand til at improvisere. Og heri ligger nok forklaringen på, at alle musikstykker på Re-mind forekommer så nærværende og levende. Mit eget foretrukne nummer, er ”Change”, hvormed jeg sendes en tur til Argentina og rundt til mange andre, spændende distinationer.
**** / Iseul Music / 46 min.