MUSIKANMELDELSE

I sit pressemateriale og på sin hjemmeside meddeler den danske singer-songwriter, Anne Iben, at hun har fundet sig selv – efter år i flere forskellige konstellationer. Samtidig meddeler hun, at hun med sit debutalbum i eget navn forsøger at hylde de kunstnere, hun ”står på skuldrene af”.

Hvad der fylder mest? Det, at hun har fundet sig selv eller det, at hun står på skuldrene af andre, aner jeg ikke – selv om jeg flere gange har hørt Til verdens ende. For nok har Anne Iben en særegen klang i sin stemme, men hun fremstår også mere generelt som farvet af andre.

Hun siger endog, at hun har ”ambitioner om at videreføre arven fra vores største sangskrivere herhjemme”, og så nævner hun navne som Eik Skaløe, Annisette, Anne Linnet, Kim Larsen og Sebastian. (Jeg ville selv have nævnt Katinka Bjerregaard).

Jeg forstår Anne Ibens referencer, når jeg hører hendes sange og musik. Men hvorfor pointerer hun samtidig, at hun har fundet sig selv? Jeg aner det ikke.

Genremæssigt er hendes sange, kompositioner, arrangementer, instrumentering og hele lydbillede som en rutineret singer-songwriters miks af americana, folk, blues og rock. Udtrykket er i flere sange pågående, ekspressivt, insisterende. I andre er det støvet, døsigt, varmt. Insisterende er det f.eks. i sangene, ”På tynd is” og ”Napoleon”. Døsigt i sangen, ”Til verdens ende”.

Kompositionerne er stringent gode, nok enkle, men effektivt melodiske. Vokalen er underligt voksen og barnlig på én og samme tid – lidt enerverende, men også særegen og troværdig. Arrangementerne og instrumenteringen? De / den aftvinger respekt. Især Rune Kjeldsen,  Knud Møller og Remy Frederiksen gør en god figur med deres guitarer og Møller med sin dobro. En god figur gør også Eddi Jarl på trommer og slagtøj, Jesper Bo Hansen på keys og slagtøj, Jesper Haugaard på bas, Per Worm på fløjte, Emil Meinild på banjo og Bjarke Slot på drejelire.

Anne Iben formår at samle det hele – selvfølgelig sammen med producer Jesper Bo Hansen og lydtekniker Chris Catton – til et hele med tekster, der skiftevis er banale og dybe; kompositioner og arrangementer, der generelt er virksomme; og instrumentale højdepunkter – der som nævnt, især udgår fra guitaristerne.

Mange kvaliteter til trods, mener jeg, at Anne Ibens debutalbum er blevet lidt for konventionelt, lidt for forudsigeligt. Og det skyldes især, at hun i enkelte sange læner sig lidt for mig ind imod andres etablerede sange. Når jeg f.eks. hører ”Hun lå som redt” – ja, så vil jeg hellere høre Dolly Partons ”Jolene”.

***  /  Eget selskab  /  41 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk