Søren Skov Orbit: Adrift

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Søren Skov Orbit er en dansk jazzkvintet dannet i 2016, og Adrift er dens ret sene, men dog aktuelt velkomne debutalbum. Bag bandet står tenorsaxofonisten Søren Lyhne Skov og pianisten Peter Vind foruden kontrabassisten Casper Nyvang Rask, trommeslageren Rune Lohse og percussionisten Ayi Solomon. Og det, de fem etablerede musikere bringer til torvs, er en altså en ret moderne og energisk form for til tider skramlet, konsekvent groovy jazz. Centralt i lydbilledet står Søren Skovs saxofon, og den varme og tyngde, der udgår fra den – kombineret med Peter Vinds dansende tangentspil og de øvriges solide fundering – er ganske enkelt eminent. Den originale musik er eklektisk, facetteret og farverig. Ja, innovativ, dynamisk og ekspressiv, fremadskuende, og det selv om den også åbenlyst er funderet i en tradition. For eksempel mener jeg at kunne høre, at Søren Skov som instrumentalist har hentet inspiration hos ”konventionelle forfædre” som Albert Ayler og Archie Shepp. Mest afgørende er det dog, at Orbists jazzede forankring og næsten tranceskabende fornyelse forekommer mig så overbevisende og naturligt sammenhængende. Og lægger jeg hertil Orbits rå og kantede forbindelse til ethiojazz og rastafari – jamen, så forekommer hele Adrift mig så helt og aldeles forrygende.

****  /  Frederiksberg Records  /  37 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share