Niels Munk: Fantasilaboratoriet vol. 2

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

I januar 2021 udsendte den danske jazzkomponist og –trompetist, Niels Munk, det bemærkelsesværdige debutalbum, Fantasilaboratoriet. Musikken var, som jeg den gang skrev, ”lyrisk smuk; ramt af en særlig, nordisk melankoli; ikke formfuldendt, men menneskelig, levende” – præget af ”autenticitet og stringens”.

Nu, tre og et halvt år efter, kommer så 2’eren, Fantasilaboratoriet vol. 2. Og 2’eren ligger i naturlig forlængelse af 1’eren. Musikken på 2’eren er lige så smuk, menneskelig, levende, autentisk og stringent, som musikken på 1’eren.

Igen-igen er der tale om moderne jazz, en næsten eklektisk form for jazz, som både rummer elementer af noget overnaturligt og elementer af noget ganske naturligt.
Som på 1’eren består besætningen – foruden komponisten, kapelmester og trompetisten selv – af det virtuose klavertalent, Dan Hjort Jensen; den kreative kontrabassist, Jens Mikkel Madsen; og den innovative trommeslager, Jonathan Jull Ludvigsen. Og igen, som på 1’eren, bidrager de alle med deres respektive kvaliteter i de åbne kompositioner.

Det forekommer mig ganske vist, at Niels Munk selv træder længere frem i lydbilledet denne gang – hør for eksempel et nummer som ”Latin Shadow”, og du vil forstå hvad jeg mener. Bedste nummer er denne gang et nummer, hvori alle fire musikere gør sig særlig bemærket som både lyttende og bidragende – det er nummeret, ”Quiet Song”. Det nummer er fortættet, sfærisk og følende sig frem. Og netop den forsigtighed, der knytter sig til det følende aspekt – kombineret med Niels Munks trods alt markante trompeteren – gør nummeret til noget særligt. Niels Munk er som på en presserende, nødvendig, måske endda smertefuld rejse i et tåget, uigennemskueligt landskab.

Når man så som lytter, straks derefter, lokkes med ind i et latinsk skyggelandskab med nummeret, ”Latin Shadow”, ja, så forekommer spændvidden i Niels Munks musik mig at være klar. Hans evner som komponist træder frem som tydeligt prisværdige.

****  /  Jaeger Community Music  /  39 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share