Søren Lee: Hope

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Aarhusianske Søren Lee er det, man må kalde en etableret / rutineret, dansk jazzguitarist. Hans professionelle karriere tog sin begyndelse i starten af 1980’erne og inddrog både København og New York. Han pladedebuterede i eget navn i 1990 og udgav siden en række plader – om end han (af grunde, som jeg ikke kender) holdt op med at udgive i en periode på hele 13 år, før hans kone fik ham tilbage i studiet, og udgivelserne igen begyndte at strømme. Konen, Eva Awa Faye Lee, var alvorligt syg under indspilningen af Hope og døde før udgivelsen. Musikken på Hope er af samme grund præget af alvorens tyngde, og pladen er selvsagt dedikeret til hendes minde. For der er ingen tvivl: Hun var en afgørende vigtig figur i Søren Lees liv. Det kan man simpelthen mærke ud af musikken, der forekommer mig som rundet af kærlighed, nødvendighed og autenticitet. Søren Lee har haft trommeslageren Victor Jones, saxofonisten Jakob Dinesen, bassisten Yasser Pino og percussionisten Rune Harder Olesen med sig i studiet. Og ud af de fems ophold der, er der kommet en plade, der både er inderlig, medrivende, mørk og – som titlen antyder – præget af håb og lys. Bedste numre er efter min mening melankolske numre som Like Tears in the Rain, Song for my Son og Ballad for the Soul. De – og for den sags skyld mange andre numre – er både præget af rutinens tyngde og af åbenhedens håb og (livs)glæde.

****  /  Zack’s Music  /  49 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share