MUSIKANMELDELSE
Den svensk/norske folkemusiktrio, Mojna, viser på sit nye (andet) album, Väntenätter, at den både er dybt forbundet til de nationalromantiske traditioner og i stand til at fremelske nyt materiale, der læner sig op ad selvsamme traditioner uden at blive overfladiske eller manierede. Materialet på albummet er originalt og ganske godt komponeret og arrangeret af svenske Thomas Eriksson, som også spiller guitar i trioen, der i øvrigt tæller Helga Myhre på hardangerfele og vokal og Anna Malmström på klarinet og basklarinet. Bedst fungerer de numre, der i sig har en mere nutidig energi – det er numre som Spegling og Motvind. Hvor jeg f.eks. i nummeret, Svirra, får trang til at finde træsko og striktrøje frem, forbliver tanken om træsko og striktrøje abstrakt under de førnævnte to numre, som i sig har et sfærisk element, der snarere forbinder til den mere moderne, især norsk, sfæriske jazz, som rykker i lyttelapper snarere end fod- og overtøj. Især nummeret, Spegling, er raffineret, sanseligt smukt.
**** / Heilo / 34 min.