TEATERANMELDELSE

”Røverne” er en moderne, stærkt bearbejdet, underholdende og dramatisk udgave af Friedrich Schillers ”Røverne” fra 1781 – delvist baseret på den originale tekst og i hvert fald fremragende spillet af afgangsholdet 2024 fra Den Danske Scenekunstskole i København. Og hertil – lige så fremragende instrueret af Emil Rostrup.

På scenen ser vi Daniel Mortensen, Mira Elisa Obling, Eyrún Björk Jakobsdottír, Thorbjørn Hedegaard, Ursula Esmarelda, Carla Philip Røder og Nicolas Markovic. Og de syv gør det altså overrumplende godt. De vækkes til live, leger, kæmper og dør for øjnene af os. Vi ser enkelte af dem præstere aldeles suverænt, men ser dem også som ensemble fungere fortrinligt.

Historien er klassisk. Den handler om en ældre, hensygnende rigmand, Moor, som har to sønner. Den ene søn, Karl, har alle dage været fars øjesten. Den anden, Franz, har alle dage været fars prygelknabe. Så naturligt nok, nu, da arven – godset og formuen – snart må omfordeles, opstår der kamp. Franz forsøger at narre faderen til at tro, at Karl på sit udlandsophold har bragt familienavnet i vanære. Faderen slår hånden af Karl. Alt imens Franz forsøger at tilkæmpe sig arven ved – stik imod realiteterne – at optræde, som var han værdig til at overtage alt. Karl – der i virkeligheden er værdig – beslutter (i vrede og frustration over faderens (for ham) uforståelige handling) sig for at blive røver – som en anden Robin Hood at stjæle fra de rige og give til de fattige (og sig selv). Værdier bliver således vendt op og ned. Historien bliver vendt op og ned. Røverne bliver en gruppe af kaptajner og medløbere.

I teaterstykket er scenen en legeplads, og alle skuespillere er voksne (børn?), der kæmper om positioner i rangordenen. De gynger, rutsjer, vipper, sjipper, kører i mooncars, skyder med splatterpistoler etc. Og nok så væsentligt – som var de børn, bytter de jævnligt roller – markeret ved, at de om halsen bærer skilte med navnene på, hvem de hver især i et givet øjeblik nu måtte være – og så skiftes de ellers til at være gode og onde, kaptajner og medløbere. Og dét – kombineret med en fascinerende vekslen mellem det oprindelige sprog og et nutidigt, dansk arbejdsplads-/legepladssprog – giver altså forestillingen nogle facetterende farver, ja, en fascinerende dybde. Figurer, der i det ene øjeblik er perifere, bliver i det næste centrale – og omvendt. Alle skuespillerne får deres minutes of fame – og, ja, netop det giver forestillingen en helt særlig kulør og saft og kraft.

Hertil kommer, at det giver forestillingen en særlig aura, at alle medvirkende – når forestillingen slutter – er døde, uanset om det er selvforskyldt eller ej. Forestillingen ender ikke lykkeligt! Selv da lyset i salen tændes og applausen fortjent tager til og siden ebber ud, bliver de syv skuespillere liggende på scenegulvet (eller på legepladsens remedier), som var de livløse. Ingen af skuespillerne rejser sig eller rør på sig, før dørene har lukket sig bag publikum – hvorefter man bare må håbe, at de rejser sig. Et af ”dødsfaldene” – en hængning i legetårnet – forekom mig så grænseoverskridende, at jeg havde trang til ved tæppefald at tjekke, om skuespilleren rent faktisk var i live. Ingen af kollegerne var jo kommet hende til undsætning. Tvært imod. Nogle af dem havde fremprovokeret ”hængningen”.

Uanset hvad – afgangsholdet 2024 fra Den Danske Scenekunstskole i København præsterede ypperligt, troværdigt og sikkert. Og Emil Rostrup havde instrueret ypperligt. Scenografien, kostumerne – alt var godt, uhøjtideligt og dog seriøst. Materialet godt håndteret. Nogle af skuespillerne endog i momenter fremragende.

****