Doppler Duo: Danish Concertos for Recorder and Organ

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

På papiret lyder det for mig som en umage instrumentering – fløjte og kirkeorgel. Men når jeg lytter til danske Doppler Duos debutalbum, Danish Concertos for Recorder and Organ, bliver jeg blæst bagover af beundring. Fløjtenisten Monica Schmidt Andersen og organisten Tina Christiansen formår begge og tilsammen at udfolde og tæmme. At balancere! Og derfor er deres første, fælles album en KÆMPE oplevelse. At materialet så har den beskaffenhed, som det har, gør bare oplevelsen TOTAL. På albummet er der moderne, (neo)klassiske værker af Thomas Koppel (1944-2006), Martin Lohse (f. 1971), Thomas Clausen (f. 1949) og Lars Kristian Hansen (f. 1949). Noget er skrevet til den eksakte konstellation, det meste er transskriberet og arrangeret for fløjte og kirkeorgel. Og så er optagelserne ellers sket i Vor Frue Kirke i Nyborg – forestået af Viggo Mangor, der SKAL roses for sin indsats. Produktionen er perfekt. Fremførelsen perfekt. Og kompositionerne perfekte. Albummet åbner med Thomas Koppels Moonchild’s Dream i fire satser og går derfra over i Martin Lohses Concerto for recorder and organ i syv satser, Thomas Clausens Concertino i fire satser og Lars Kristian Hansens Blue Orbit i fire satser. Materialet hænger fint sammen – uanset komponist – og jeg suges ind i et formfuldendt, sakralt magnetfelt af styrke og sårbarhed, klarhed og kompleksitet, rodnet og udsyn. Danish Concertos for Recorder and Organ er simpelthen et af de bedste, (neo)klassiske album, jeg i nyere tid har hørt. Monica Schmidt Andersens fløjter og Tina Christiansens piber forekommer mig nu at være et perfekt match.

******  /  Svitzer Music  /  72 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share