Randi Pontoppidan & Martin Fabricius: Clouds

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er hævet over enhver tvivl, at Randi Pontoppidan er en af dansk avantgardemusiks fremmeste udøvere. Hun er en teknisk dygtig, kunstnerisk vidtfavnende komponist og vokalist, ja, lydkunstner, der både kan optræde som solist og i forskellige konstellationer. I de senere år er hun ofte blevet hørt i et duo-format – hun har udsendt flere duo-album og hver gang med en ny makker. Dét spor fortsætter hun udad med det nye album, Clouds. Herpå har hun sammen med den danske komponist og vibrafonist, Martin Fabricius, skabt et nyt, avantgardistisk, minimalistisk, ja, jeg vil sige sakralt værk, som ganske klart vil egne sig til fremførelse under kirkehvælvinger. Ikke overraskende blander de to internationalt anerkendte kunstnere, Pontoppidan og Fabricius, akustisk og elektronisk musik. Men selv om det egentlig ikke burde overraske – de tos meritter taget i betragtning – så lader jeg mig alligevel overraske eller rettere, bjergtage, af langsommeligheden, roen, den vertikale forbindelse opefter, op imod hvælvingerne, skyerne. Musikken og den (for det meste) ordløse sang er sfærisk, koncentreret, noget nær sublim – indspillet efter flere års samarbejde. Musikken har på én gang noget afprøvet og stilsikkert og noget prøvende og levende, improviseret over sig. Især åbningsnummeret, Mandade Sida, er gribende, originalt. Men også Theme for at Loved One er i enhver forstand besnærende. Albummet som helhed er afsindig godt.

*****  /  Zack’s Music  /  42 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share