MUSIKANMELDELSE

Den amerikanske jazzpianist, Noah Haidu, er en såkaldt ”late bloomer”. Han har passeret de 50, og alligevel bliver han kaldt et talent – måske fordi han både improviserer og komponerer og på det seneste, versionerer standards. Haidu er klart inspireret af sin landsmand, Keith Jarrett, som jo netop blev berømt for sine improvisationskoncerter (og –album) og sine standardjazzkoncerter (og –album) med Jack DeJohnette og Gary Peacock. Sidste år udgav Haidu, der selv påstår, at hans foretrukne geschæft er at improvisere, et standardalbum, der som Jarretts var med trommer og kontrabas. Standards var et hyldestalbum til Jarrett. Med det nye, opfølgende album, Standards II, må man antage, at glæden ved at versionere det gammelkendte materiale har vist sig at være stor. Som Standards er 2’eren et virkelig godt og solidt album med jazzstandards, der dog i udførelse hverken teknisk eller kunstnerisk når Keith Jarrett Trios niveau. Ikke desto mindre vil jeg sige, at den instrumentale og arrangementsmæssige autoritet og den herskende ro og autenticitet på Standards II er bemærkelsesværdig. Som på 1’eren har Haidu haft kontrabassisten, Buster Williams, med sig i studiet. Trommeslageren Billy Hart er på 2’eren blevet erstattet af Billy Hart. Men niveauet er fuldt på højde med det, Haidu og trio præsterede på 1’eren. På opfølgeren synes jeg især, at versioneringen af Ella Fitzgeralds Someone to Watch Over Me er i top.

****  /  Sunnyside Records  /  60 min.