Kathrine Windfeld Sextet: Aldebaran

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Kathrine Windfeld er uomtvisteligt et af Danmarks største, yngre jazztalenter, pt. Okay, hun er 40 år, ikke helt ung, men dog så ungdommelig og levende, at man foranlediges til at tro andet. Under alle omstændigheder har hun især gjort sig bemærket som big band-betvinger. Det har hun gjort med absolut snilde og sans for ”sporten” – at skrive til, arrangere for og optræde med stort orkester / stort format. Derfor spidser jeg også ører, når jeg erfarer, at hendes nye album, Aldebaran, er indspillet med en sekstet! Hvordan skal det dog gå? Alt bliver jo meget nøgent – selv om seks musikere også kan skabe fylde. Men, ja, lad det være sagt med det samme – Aldebaran er et fremragende album. Det åbner betagende stærkt med nummeret, First Speech, og går derfra videre over i det hæsblæsende titelnummer, Aldebaran, og den smukke ballade, Burnout. Og så lukker det med den mesterligt vemodige, Letter to Lviv. Konstant hører man Windfelds sanselig klaver, Johannes Vahts solide bas og Henrik Holst Hansens viltre trommer – foruden Tomasz Dabrowskis trompet, Hannes Bennich’s alt- og tenorsax og Marek Konarskis tenorsax. De tre blæsere tilføjer tilsammen en tyngde og volumen som klæder musikken, og som næsten fremstår som var den skabt af en stor blæsersektion. Men mest af alt hæfter jeg mig altså ved kompositionerne og arrangementerne, der alle fremstår eminent groovy – og så hæfter jeg mig ved Windfelds eget, delikate spil. Det nøgne udtryk klæder hende virkelig!

*****  /  Stunt Records  /  45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share