KONCERTANMELDELSE

Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester – lancerede for efterhånden flere år siden en mini-festival kaldet ”60 minutes”. Konceptet, der fra start blev en succes, bestod (og består stadig den dag i dag) helt enkelt i, at en toneangivende rytmiske artist optræder sammen med symfoniorkesteret og dermed præsenterer sin musik i nye gevandter.

Artisten præsenterer eventuelt et enkelt album, eventuelt materiale fra hele eller dele af bagkataloget. Under alle omstændigheder egen musik, der forud for sceneoptrædenen er blevet omarrangeret for symfoniorkesteret og nu forløses med det helt store udtræk. Koncerten varer bare 60 minutter (eller der omkring) – heraf festivalens navn.

Tidligere har artister som Tina Dickow, When Saints Go Machine, Søren Huss, Mew, Nikolaj Nørlund, Christopher, Peter Sommer, Ane Brun og Veto – blandt mange andre – optrådt på festivalen sammen med symfoniorkesteret. Og i år var det så Blaue Blume og Stine Bramsen, der stod på plakaten.

Søndag aften var det sidstnævnte, der trådte ind på scenen i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal i København (koncertsalen i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé) foran Copenhagen Phil. Og sandt at sige – der er virkelig noget magisk over set-up’et – både for publikum og for den gæstende artist; både hvad angår rammer og akustik; symfoniorkesterets tilstedeværelse og fylde; og mødet mellem de mange klassiske musikere og den enkelte artist og dennes (ofte) kendte popmusik.

Det stod da også klart, at det for Stine Bramsen var overvældende og helt fantastisk – både at stå i de historiske rammer, foran symfoniorkesteret og foran det talstærke publikum. Hun fortalte, at hun pt. skriver ny musik og planlægger at spille den i et simpelt duo-format – sammen med Kajsa Vala. Derfor var det overvældende for hende her og nu at stå med så mange musikere, og en så markant fylde og lyd. I sig selv en kontrast til hendes øjeblikkelige hverdag, kunne vi forstå.

Bramsen er en scenestærk og tilsyneladende meget selvsikker figur. I hvert fald var der søndag aften ingen benovelse at spore – selv om hun helt givet var beæret over at få chancen for at optræde med så stort og professionelt et orkester. Hun pointerede, at hun sammen med orkesterets dirigent havde valgt at udelade sit eget orkesters trommer – for at give plads til hele det klassiske set-up (som dog bød på pauker) – men at hun havde medbragt sin egen pianist (Mads Storm) og sin medsammensvorne udi skrivekunsten (Nicolaj Rasted). Og så tog hun ellers – uden tøven, stramt koreograferet – fat på et materiale, hun som solist har turneret med (efter tiden i Alphabeat). Hun lagde for eksempel i den såkaldte 1. sats ud med numrene ”57” og ”L.A.C.K.”.

Personligt oplevede jeg ikke, at nævnte numre eller i det hele taget – koncerten – som annonceret blev ”intim” eller bød på særligt ”fortrolige og sårbare øjeblikke”. Men det gjorde mig for så vidt heller ikke noget, eftersom intimitet alt andet lige er vanskelig at skabe i en stor koncertsal. Til gengæld savnede jeg en… ja, en sårbarhed. For mig blev Bramsens selvsikkerhed og sceneoptræden nemlig en kende kedelig. Dramaet – spændingen – lå for mig i symfoniorkesterets detaljerigdom og volumen, ikke i Bramsens – eller for den sags skyld: Storms og Rasteds – andel i set-up’et. Jeg havde ganske enkelt svært ved at ”mærke” de tre, Bramsen inklusive.

Bedst fungerede samarbejdet mellem symfoniorkesteret og Bramsen i 4. og sidste sats – specifikt i numrene ”Karma Town” og ”Frie Fugle”. Det var som om godt gemte nerver på det tidspunkt i en ellers stilsikker koncert var opløst, som om vejen ind til hjertet da var åbnet.

***  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk