MUSIKANMELDELSE
Den danske jazzguitarist, Anna Roemer, som nok er bedst kendt fra succesduoen, KALEIIDO (med saxofonisten Cecilie Strange), kan også noget som solist. Faktisk temmelig meget.
Siden hun i 2021 solodebuterede med EP’en, Bakkedraget, har hun udsendt et antal bemærkelsesværdigt gode solosingler og et aldeles solidt soloalbum, Azure, i 2022. Men nu udsender hun endnu et album, og det er – for at sige det lige ud – et mesterværk!
Musikken på Blåregn er – ja, jeg skal ikke kunne sige, hvor meget af den, der er komponeret, og hvor meget der er improviseret (Roemer er en musiker, der primært improviserer), men den er ny, original og dragende smuk, på mange måder helt enkel (Roemer spiller bare elguitar og bruger pedaler), den er sfærisk, tåget og samtidig befriende skarp og kantet. Albummet er stringent, tænkt og udført som et sammenhængende hele, et værk. Og ja, det er et mesterværk!
Jeg bliver i min glæde under lytningen ramt af en umiddelbart trang til at fremhæve bestemte musikstykker eller passager, men Roemers største præstation er i virkeligheden, at hun har formået at holde højt niveau – teknisk og kunstnerisk – hele vejen igennem albummet; at der ikke på noget tidspunkt er et dyk i kvaliteten af hendes musik; at der ikke – til trods for, at hun er alene om at spille den – er momenter af unødig gentagelse eller tøven; at hun formår at balancere mellem det meget vemodige og kontrasten – det lyse – der giver mig et løft.
Det er en tilstand af noget nær lykke, Anna Roemer hensætter mig i med sin musik, som nok er vemodig, men også opløftende. Jeg bliver så lykkelig, at jeg spontant får trang til at fortælle andre om hendes vedkommende instrumentalmusik og de righoldige detaljer og fine kontraster, den rummer.
Musikkens afsæt er, at Anna Roemer for nylig mistede sin far. Han døde kort efter, at Azure var udkommet – men det var ham, der viste hende vejen ind i musikken, og det er ham, hun nu har dedikeret sit andet, stærkt vedkommende mesterværk til. Blåregn er ganske enkelt en kærlighedserklæring af stærkt personlig karakter. Et originalt værk med musik, der vel kan betegnes som en cross over mellem moderne, sfærisk jazz og ambient. Et værk, der viser, at Anna Roemer er helt sin egen. Kun få gange under aflytningen aner jeg en kunstnerisk afsmitning fra andre musikere – det gør jeg især, når jeg hører nummeret, Håbet. Dét nummer får mig til at tænke på australske Tash Sultana. Ellers er Anna Roemer for mig at høre en ener.
****** / Emulsion Sounds / 31 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk