MUSIKANMELDELSE
Adonis Rose er en (af gode grunde) anerkendt, amerikansk jazztrommeslager med rødder i New Orleans og den jazztradition, der dertil hører. Det kan man f.eks. forsikre sig om ved at høre musik af The New Orleans Jazz Orchestra, som han er kunstnerisk leder af. Men Adonis Rose kan også andet og mere – f.eks. håndtere The Great American Songbook – det kan man høre på dette nye album med hans trio, der i øvrigt består af pianisten Ryan Hanseler og bassisten Lex Warshawsky, og som i øvrigt præsenterer Gabrielle Cavassa som gæstevokalist. For All We Know er et smukt dyk ned i dybet af sangskatte – tilsyneladende let, i hvert fald enkelt, overskudsbetonet og raffineret fremelsket på ny. Ingen unødige dikkedarer her. Bare vokaljazz skåret ind til benet. Og et slow, slow tempo, der gør mange af de smukke standards lange. Der dvæles ved detaljerne, og mange af disse detaljer er alligevel så rige, at det ikke bliver kedeligt at lægge øre til. Når trioen og Gabrielle Cavassa f.eks. versionerer Fred Coots’ og Haven Gillespies You Go To My Head (over næsten otte minutter) og Fred Coots’ og Sam M. Lewis’ For All We Know, så er jeg selv lige ved at sige, at det er den bedste versionering af sangen, jeg nogensinde har hørt. Hele albummet, For All We Know, er gennemført smukt, storslået i al sin solide minimalisme.
***** / Storyville Records / 53 min.