KONCERTANMELDELSE
Den unge islandsk/kinesiske kunstner med base i amerikanske Californien, blev fra start lanceret som et fænomen – uden at det for mig stod klart, hvorfor der egentlig var tale om et fænomen. Vel fremstod hun på sit første album, Everything I Know About Love fra 2022, som en habil singer-songwriter, men i min optik var hun ikke et ekstraordinært fænomen. Hun var bare ung, indtagende og god til at gå ad stier, som andre havde banet – eksempelvis Katie Melua.
Album nummer to, Bewitched fra 2023, ændrede ikke afgørende på mit syn på den sag.
Til gengæld kan jeg se, at streamingen af de 30 numre på hendes to studiealbum er stukket helt af. Flere af hendes sange – endda flere af numrene fra Bewitched, der kun har været tilgængelig i et lille halvt års tid – er blevet streamet mere end hundrede millioner gange. Alene på Spotify har Laufey – med det borgerlige navn, Laufey Lín Jónsdóttir, mere end 13 millioner lyttere, hver måned. Katie Melua har til sammenligning kun godt 2 millioner. Set i dét lys er Laufey jo et fænomen.
Mandag aften optrådte hun for første gang i Danmark – det land, hvis sprog hun har studeret igennem flere år. Hun gav fra scenen i Store Vega i København smagsprøver på sine (begrænsede) dansk-kundskaber. Men – vigtigst af alt – smagsprøver på sine sange og evner til både at spille guitar, cello og klaver. Faktisk var hun så generøs, at hun sang og spillede godt en snes numre – solidt back’et up af sin kvartet og i to numre, tvillingesøsteren, violinisten Junia Lín Jónsdóttir.
Laufeys publikum var talrigt. Og ungt. Flere blandt publikum havde forældre ventende udenfor, klar til at agere livvagt og taxachauffører umiddelbart efter koncerten. Uanset alder havde vi alle – før den udsolgte koncert – måttet stå i en horribelt lang kø – for overhovedet at komme ind. Det i sig selv indikerede jo, at aftenens kunstner var et fænomen, eller noget lignende. Skrigene – inde i koncertsalen – indikerede, at Laufey næsten var et teenageidol.
De helt unge – og flere af de lidt ældre blandt publikum – var helt åbenlyst fortrolige med materialet. Mange sang med – på numre som ”Fragile”, ”Dreamer”, ”Beautiful Stranger”, ”Bewitched” og ”Lovesick” – numre, der genremæssig alle befinder sig i grænselandet mellem moderne vokaljazz, americana og pop.
Selv fik jeg ikke trang til at synge med. Snarere blev jeg opmærksom på, hvor ungdommeligt naive teksterne faktisk fremstår. Næsten alle tekster kredser om kærlighed og venskab og længsel og tab. De er næsten intime, i hvert fald personlige, men på en irriterende måde også lidt naive. Det stod pludselig meget klart for mig der, i Vega, mandag aften – selv om jeg på forhånd flere gange havde hørt begge Laufeys studiealbum. Det stod klart for mig, at hendes musik henvender sig til eller rammer teenagere og unge.
Hvad det var, der helt konkret blotlagde den – for mig uopdagede – naivitet, havde jeg svært ved at vurdere – måske var det Laufeys stemmeføring, måske hendes sceneoptræden. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at der var langt fra det, jeg oplevede, til mit indtryk af den inspirationskilde, der konstant nævnes, når talen falder på Laufey – nemlig Ella Fitzgerald. Forskellen var som forskellen på en novice og en etableret, moden og rutineret kunstner, der har set og oplevet sit.
Jeg vil tro, at mange forlod Vega i opløftet stemning. Selv gik jeg derfra – noget skuffet. For vel kunne hun optræde; vel kunne hun finde rundt i poppens værktøjskasse – men for mig blev det hele lidt for éndimensionelt og forudsigeligt. Præget på kedelig vis af en form for automatisme.
*** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk