MUSIKANMELDELSE
Albummet, Alondra (spansk for ”lærke”), byder på musik, der netop som lærkens sang, har en fri, luftig og kompleks karakter. Bag albummet står to instrumentale virtuoser – kinesiske Gao Hong (som spiller pipa) og argentinske (i London bosiddende) Ignacio Lusardi Monteverde (som spiller flamenco-guitar). De to havde ikke spillet sammen, før de mødtes forud for indspilningen i Abbey Road Studiet i London. Hongs forrige samarbejde var med den senegalesiske koraspiller, Kadialy Kouyate, men – åben for improvisation og nye impulser, som hun er – inviterede hun Monteverde med i studiet i London. Det, der egentlig skulle have være et album med soloimprovisationer og indspilninger af egne kompositioner på pipa, blev et ekstraordinært møde mellem kineseren og argentineren og mellem det kinesiske og det spansk/latinske, traditionelle udtryk. Alondra spænder af samme grund over begge traditioner – vel at mærke på en fascinerende ny og respektindgydende, risikovillig og innovativ måde. Både Hong og Monteverde er, som nævnt, virtuose instrumentalister, men deres respektive tilgange til genreblandingen, ja, deres respektive bidrag til skabelsen af det nye univers er imponerende flot. Smukkeste miks er, synes jeg, åbningsnummeret, Skylark Call, og det afsluttende nummer, Triana.
***** / ARC Music / 41 min.