KOMMENTAGE / NYHED
Jeg ved ikke helt, hvad der er med mig og Danish Music Awards Jazz. Jeg elsker jazzmusik og har været med til mange Jazz-Award-shows igennem årene – og i øvrigt til andre Music Award Shows – men sjældent har jeg følt, at lige netop DMA Jazz er blevet afviklet sikkert.
Så har der været det ene galt, så det andet. Måske har værten været sikker, måske ikke. Måske har værten været jazzkyndig, måske ikke. (Afdøde Master Fatman var begge dele – sikker og jazzkyndig – foruden seriøs og morsom, jordbundet og flyvsk – men nu er han jo som bekendt død).
Ofte har radio- eller TV-transmission (eller -optagelse) lagt snærende rammer om afviklingen, så oplevelsen i salen er blevet firkantet, stramt styret af teknik og tidsintervaller, af klippemuligheder, radioaviser, vejrudsigter – snarere end kontakt mellem scene og gulv.
I aftes blev showet optaget til eller transmitteret til P8 Jazz, uden at kanalen dog gjorde sig skyldig i styring. Og alligevel blev det hele lidt for tamt.
Var showet, der for første gang blev afholdt i Store Vega, for stort anlagt? Var programmet for pakket? Jeg kunne ikke vurdere det, men gelinde var det ikke – selv om eksempelvis sceneskift mellem de optrædende bands virkede velafprøvede og godt tilrettelagt. Og selv om alle optrædener fungerede.
Ët problem var, at den kække, debuterende vært, Karen Mukupa, var for bundet til sine talepapirer. Og til sine robeskift. Når publikum naturligt havde klappet efter et bands optræden, kom hun typisk halsende ind på scenen, sagde måske et ”Wowwww” og tilføjede noget à la: ”Skal vi ikke give dem endnu en stor hånd” – selv om de altså havde forladt scenen. Det var som om, startreplikken (eller skal vi sige klichéen) stod øverst på hendes talepapirer.
Karen Mukupa, virkede på én gang sikker og musikkyndig og usikker og alt andet end jazzkyndig. Hun virkede sikker, når hun kiggede op fra papirerne. Lavede fejl, når hun kiggede for dybt i papirerne. Og enten rettede hun ikke fejlene, eller også rettede hun dem unødig kejtet. Men – dét skal tilføjes – det var ikke bare hende, der gjorde afviklingen lidt usikker. Antallet af priser og optrædende gjorde også programmet overfladisk. For mig var det for eksempel en gåde, at den fremmede fugl i salen – Poul Nyrup Rasmussen – med præsentation og udlevering af hovedprisen – Årets Jazzudgivelse – af alle skulle blive den, der sagde det mest personlige, vedkommende og dybfølte om jazz. Hvorfor sagde ingen andre noget om jazzens væsen og betydning? Hvorfor satte ingen andre de rammer?
Nuvel, alt var ikke bare usikkerhed og overfladiskhed. Flere af de optrædende gjorde en bemærkelsesværdig sikker indsats. Den vidtfavnende percussionist, Marilyn Mazur, og det nye stjernefrø på vibrafon, Viktoria Søndergaard, spillede et mesterligt, nyt nummer – skrevet til lejligheden. Sangerinden, Nana Rashid, gav solide prøver på sit talent – flankeret af trioen, Little North – (fortjent modtog hun prisen, Årets Nye Jazznavn). Punkjazzbandet, Selvhenter, fyrede de fedeste rytmer af (og modtog hovedprisen, Årets Jazzudgivelse, for albummet, MESMERIZER). Og duoen, Kaleiido, spillede endnu en himmelsk impro. Live var der altså sikkerhed og tyngde at hente.
Om det så var de rigtige, der modtog priserne, og fornuftige takketaler, der blev fremført – dét kan man diskutere. Som en rutineret herre sagde, da jeg hilste på vejen ud: ”Det, der var avantgarde for ti år siden, blev præmieret i aften.”
Uanset hvad – her er vinderne af DMA Jazz 2023:
Årets Jazzudgivelse: Selvhenter – MESMERIZER
Årets Jazzkomponist : Karmen Rõivassepp & Aarhus Jazz Orchestra – Ambivalence
Årets Vokaljazzudgivelse: Marcela Lucatelli / Lars Pilgaard / Anders Vestergaard – Necromancy
Årets Eksperimenterende Udgivelse: SVIN – Introducing SVIN
Årets Nye Jazznavn: Nana Rashid – Music for Betty
Årets Tværæstetiske Udgivelse: Aske Zidore & Anders Lauge Meldgaard – Sange fra i dag
Årets Single: Tigeroak – Living and Living
Børnejazzprisen: Musiksanseriet
P8 Jazz Prisen – Årets Ildsjæl: Michael Charles Gaunt for sit arbejde som bestyrelsesformand for Østersøjazz Festival
JazzDanmark Prisen – Årets Koncertoplevelse: Bazarjazz