MUSIKANMELDELSE
Den danske jazzpianist og –komponist, Søren Bebe, har taget et langt tilløb, men det er som om kvaliteten af hans musik begynder at åbne sig for flere og flere lyttere. I hvert fald vokser opmærksomheden omkring hans musik på streamingstjenesterne. Og dét er fortjent. Når jeg hører hans nye udspil, er det endog meget klart, for hans forunderligt lette, melodiske, sfæriske nordic jazz noir – der både rummer hilsner til den danske og svenske visetradition og til den argentinske tango – er virkelig lytteværdig, ja, sanseligt smuk, organisk, fokuseret.
Jeg er sikker på, at han har hørt et norsk navn som Tord Gustavsen og et svensk navn som Esbjörn Svensson. Sikker på, at han har fundet stor inspiration i deres produktioner. Og næsten overbevist om, at han har fundet inspiration i produktioner af navne som Jan Johansson, Bobo Stenson og Bugge Wesseltoft. Men samtidig fornemmer jeg også i hans nye musik, at han er helt sin egen – en modnet, stilbevidst og teknisk sikker komponist og pianist. Og når han, som her, forløser sit eget, originale materiale – sammen med bassisten Kasper Tagel og trommeslageren Knut Finsrud – ja, så bliver resultatet for mig at høre utrolig stringent, stramt og smukt.
Faktisk er albummet, Here Now, som helhed så gennemført og godt, at det er svært at udpege særskilte højdepunkter på det. Ikke desto mindre vil jeg fremhæve tangoen, ”Tangeri”, og de nordisk klingende jazz noir ballader, ”Winter” og ”Day By Day”. Disse numre er præget af Søren Bebes trang til at fokusere på den gode melodi, det gode arrangement, de gode soli, klangbilledet, den enkelte tone, tiden, langsommeligheden, pauserne – og selvfølgelig, anslaget og sammenspillet – og så er de bare virkelig vellykkede størrelser.
Nummeret ”Folksy” (der er dedikeret til Jan – det må være Jan Johansson) er det, der læner sig mest op af dennes bud på den jazzificerede, svenske folkevise, men personligt foretrækker jeg de andre, nævnte numre – dem, der mest af alt bærer Søren Bebes egne fingeraftryk.
***** / From Out Here Music / 40 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk