Trio San: Hibiki

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Trio San er et særegent, japansk avantgardejazz-ensemble bestående af tre endog meget markante kvinder: pianisten Satoko Fujii, vibrafonisten Taiko Saito og trommeslageren Yuko Oshima. De tre har før – hver for sig – gjort sig bemærket, internationalt. Men de havde ikke – før deres første møde i 2022 – spillet sammen som trio. Saito havde indgået i duoer med såvel Fujii som Oshima, og det var på baggrund af hendes erfaringer hermed, at hun foreslog en trio. Alle var med på idéen, og i 2022 tog de tre på en lille turné i Europa – en turné, der tydeligt udløste en gensidig inspiration. De tres første fælles album, Hibiki, er en liveindspilning fra den tredje af de i alt fire europæiske koncerter, som trioen gav i 2022 – helt præcist en indspilning fra koncerten i Kesselhaus i Berlin. Af de seks numre på albummet har Fujii komponeret fire, Saito et og Oshima et, men alle seks kompositioner giver tydeligt også plads til improvisation, hvorfor der både for de tre og lytterne er overraskelser midt i energiudladningerne og den i momenter, delikate, sfæriske skønhed. Fra start – med åbningsnummeret, Hibiki – står det klart, at musikken ikke vil kunne forudsiges, og alligevel overraskes man mange gange over de tres digressioner. Det her er avantgarde-/impro-jazz af absolut høj kvalitet. Især numrene Hibiki og Wa er betagende.

****  /  Jazzdor Series  /  54 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share