MUSIKANMELDELSE
Både jazzpianisten, Dan Hjorth, og hans to sidemen – kontrabassisten, Jens Mikkel Madsen, og trommeslageren, Thomas Eiler – er ud af det århusianske jazzmiljø. Og Dama Dama er deres første album som trio – under ledelse af Dan Hjorth. Kapelmesteren er stadig en vårhare, men når man tænker på, hvilke orkestre, han og de to andre hver især er rundet af – Fantasilaboratoriet, I Think You’re Awesome og SVIN (m.m.) – så danner der sig et billede af et interessant lille sammenrend af musikere. Med Dama Dama er vi i en genre, der er som et miks af abstrakt improjazz og stram kammerjazz. Personligt foretrækker jeg de numre, der er tættest på kammerjazzen – et nummer som Lysere tider er eksempelvis i min optik eminent. Andre numre fremstår mere prøvende. Ingen er uinteressante, men for mig er musikernes raffinementer mest markante i Lysere tider. Heri spiller Dan Hjorth en fornem, helt enkel figur; Jens Mikkel Madsen en groundet bas med bue; og Thomas Eiler en absolut tilbagetrukket rolle som trommeslager. Også et nummer som Bonanza er værd at fremhæve. Det er mere konventionelt, og dog – som noget konventionelt, der er redefineret.
*** / Jaeger Community Music / 37 min.