MUSIKANMELDELSE

Den dansk-grønlandske singer-songwriter, Simon Lynge, har fra start imponeret.

Hans debutalbum, The Future fra 2010, resulterede i en fyldt koncertkalender, internationalt. Lynge blev lanceret og taget imod som en eksotisk, musikalsk kosmopolit.

Nu udkommer så hans fjerde album, Dark Brown Eyes, og med det bekræfter han, at han har noget på hjerte og sans for at berette om det – måske (måske ikke) med et eksotisk, nordatlantisk twist.

Hans sange og musik sender ikke umiddelbart mine tanker i retningen af noget særegent grønlandsk endsige dansk. 43-årige Lynge, der er vokset op i Holstebro og Grønland, har som voksen boet i bl.a. København, Aarhus, London og LA, men i de sidste 20 år har han boet i staten Washington i det vestlige USA, og den kulturelle påvirkning her fra, forekommer mig mest present i hans udtryk.

Selv siger han, at han har USA inde under huden, og at den amerikanske kultur er den tredje søjle i hans samlede kulturarv. Jeg har da også trang til at genrebetegne hans sange og musik som poppet, folky og funky americana.

Titelnummeret, ”Dark Brown Eyes”, og flere andre sange og kompositioner giver mig – hvad æstetikken angår – associationer til danske navne som Sko & Torp og Erann DD. Men når dét er sagt, må jeg også give Lynge, at han har lagt noget originalitet ned i sit materiale og udtryk. Titelnummeret og flere af hans øvrige, nye sange handler specifikt om det vanskelige ved at være rundet af flere kulturer. De handler, kort sagt, om identitet.

Der er klart noget selvoplevet stof af betydning i Lynges sange. Når han f.eks. om sin opvækst i Holstebro – og mere generelt: om sin kulturelle arv – synger, “I’ve been chasing rainbows in a dark room all of my life” og ”The kids were making fun of the food that I liked”, så aner man nogle dybder, måske endda traumer, der kunstnerisk må bearbejdes. Når man hører ham synge ”To Cross the Sea”, så hører man historier om det med at søge ud for at finde hjem og komme overens med egne, mørke mønstre. I andre sange aner man lyset fra det amerikanske ægteskab, som har groundet ham.

Lyrisk, æstetisk er jeg ikke så overbevist om kvaliteterne denne gang. Selv om jeg klart kan høre, at Lynge har noget på hjerte og evner at berette om dette. Sangene er denne gang lidt for konventionelle – tekstuelt såvel som kompositorisk. Mest helstøbt forekommer albummets sidste nummer, ”Turn It Up”, mig.

***  /  Natural Machine Recordings  /  39 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk