MUSIKANMELDELSE

Den herboende, svenske sangerinde, Julia Werup, er mig lidt af en gåde. På den ene side synes jeg, at hendes sange og musik fungerer; der er noget næsten magnetisk over hendes vokal og udtrykket som helhed. På den anden side er jeg usikker på hvor sikker, hendes vokal egentlig er – dels fordi den er så faretruende tæt på at irritere med sin lillepigeklang, dels fordi dette tredje album er så gennemproduceret. Lyden er lag på lag af ikke bare akustiske, men også (især) elektroniske loops og rundgange. Og vel er det hele organiseret vellyd, stilsikkert og raffineret produceret af Werups mand og sideman, Thomas Blachman, der selv siger, at han har genoptaget metieren med at producere på grund af Werups vokal. Men, ja, Weups styrke forbliver for mig uklar.

Men, når det er sagt, må jeg tilføje, at kombinationen, Werup/Blachman, kunstnerisk fremstår stærk. For vel farver Blachman hele udtrykket med sin gammelkendte æstetik, men han gør det stilsikkert, uden på noget tidspunkt at vakle. Og dermed vækkes det nye materiale til live på en, ja, magnetisk, fremadskuende vis, der samtidig sender hilsner langt tilbage i Blachmans tid – helt tilbage til hans tid med Al Agami og Remee og især Caroline Henderson og Lennart Ginman (sidstnævnte slipper Blachman forhåbentlig aldrig taget i). Vi er med andre ord inde i grænselandet mellem jazz, trip hop og elektronisk musik. Og det er et godt grænseland at være i.

Det hidtil dunkle er på Dear Frances blevet lysere. Udtrykket på de to første album – Blixtra fra 2019 og The Thrill of Loving You fra 2020 – var dunkelt. Men lyt engang til nye numre som ”No More Fuss” og ”Bird”, der i min verden er de bedste numre på Dear Frances. Eller lyt til ”Together” eller ”Just Let Him Know You Love Him”. Jeg konstaterer i hvert fald, at alle fire sange er lyse, tydelige og sanselige sager. At udtrykket er blevet lysere kan, ifølge Werup, tilskrives det faktum, at hun var gravid under undfangelsen og indspilningen af Dear Frances. Stadig har flere numre noget ildevarslende over sig, men den generelle lysning skyldes nok – udover graviditeten – at der er så meget originalt materiale på albummet. Selv den nye musik til Leonard Cohens ”Just Let Him Know You Love Him” lyser op.

Endelig bidrager det til den generelle kvalitet, at besætningen er så åben. Med sig i studiet har Werup foruden Blachman haft Svend Erik Lundeqvist, Johnny Åman, Matthias Petri, Niclas Campagnol og Andreas Kleerup, og de løber har altså ikke været ude på svinkeærinder – selv om materialet genremæssigt spænder vidt.

****  /  Stunt Records  /  31 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk