MUSIKANMELDELSE
Michael Echaniz er et overraskende naturtalent – en eminent, amerikansk jazzkomponist og –pianist, der trods sin beskedne alder agerer, som var han gammel af gårde. Seven Shades of Violet – nærværende debutalbum – er indspillet og udgivet, efter at Echaniz har gennemgået og overlevet en alvorlig kræftsygdom. Musikken på albummet er (måske af samme grund) original, intens og, ja, eminent – som komponisten og kapelmesteren selv. Centralt placeret i forløsningen af materialet står selvfølgelig Echaniz selv, men også bassisten, Jeff Denson, og trommeslageren, Dillon Vado er afgørende aktører i forløsningen af materialet. Hertil kommer, at flere, velvalgte gæster har taget del –Danielle Wertz og Molly Pease på vokal, Dann Zinn og Shay Salhov på sax, Erik Jekabson på trompet, John Gove på trombone, Lu Salcedo på guitar, Silvestre Martinez på congas og slagtøj – foruden strygerne i Friction Quartet. Summen af alle disse aktører gør Echaniz’ fremadskuende, rytmisk komplekse, melodisk flydende, moderne og på én gang gennemkomponerede og frie jazzmusik levende, dyb og rig. Titlen på albummet refererer – tror jeg – ikke bare til Echaniz’ interesse for farver, men også til hans anvendelse af hele farveskalaer / læs: flere subgenrer. Hans musik – ja, hele Seven Shades of Violet sprænger med virtuos og forunderlig styrke gængse rammer og genrer, og af et debutalbum er dét imponerende. Hør bare nogle numre som Everything is Embarrassing og Seven Shades of Violet, og du vil forstå, hvad jeg mener. Echaniz’s musik sender uvilkårtligt mine tanker i retningen af hedengangne E.S.T, men Echaniz er altså også en fremtidens mand – hvis såfremt i fald prognoserne for hans kræftsygdom holder.
***** / Ridgeway Records / 80 min.