MUSIKANMELDELSE
Det er 44 år siden, at den danske duo, Laid Back (John Guldberg og Tim Stahl), begyndte deres samarbejde. Men stadig er de her, nu med et nyt dobbeltalbum, der som de tidligere album rummer en masse minimalistisk, melodisk fængende elektroakustisk vokalpop (og smooth jazz), der nok skal holde liv i den store fanskare i Sydøstasien og andre steder på kloden.
Både duoen og dens PR-selskab, meddeler, at sangene og musikken på Road to Fame emmer af velkendte Laid Back-toner, men også viser ”helt nye sider af makkerparret”. Men jeg må tilstå, at jeg intet sted i materialet finder det udspecificeret, hvori disse nye sider består; endsige føler mig i stand til præcist at sige, hvad der i sangene og musikken er så nyt, at det særskilt fortjener at blive nævnt.
Eneste antydning er, at duoen, da verden lukkede ned under Corona-pandemien, måtte finde nye måder at lave musik på. Guldberg og Stahl havde i over 40 år skabt alt sammen i deres studie på Vesterbro i København. Nu sad de pludselig i deres respektive hjemmestudier, adskilt, og tvunget til at samarbejde på en anden måde. Men helt ærligt – det hører jeg ikke i sangene og musikken.
Til gengæld hører jeg, at Guldberg og Stahl er blevet mere rutinerede som komponister og mere rustne som vokalister. Det første er godt, eftersom deres kreative årer er intakte (de forklarer selv, at en med alderen tiltagende produktivitet er baggrunden for, at Road to Fame er blevet et dobbeltalbum); det andet er knap så godt, for flere gange fornemmer jeg, at de to må have været tæt på at anskaffe sig iltmaskiner under indspilningerne. Deres stemmer er så tynde, deres vokaler så svage (læs: alderssvækkede), at andre labels (end deres eget) nok ville have foreslået dem at stoppe, mens legen er god, eller i det mindste at producere sangene og musikken sådan, at svækkelsen ikke fremstår så hørbar. Lyt engang til numre som Art of Love og My Baby Blue, og du vil forstå, hvad jeg mener. Andre numre er til gengæld så kompositorisk solide, at det bliver alt andet end vigtigt, at stemmerne svigter. Road to Fame, Impression og Chill Out Man er eksempler herpå. Heri slår de tos rutine og pondus som komponister igennem. De kan simpelthen noget som melodisnedkere, Guldberg og Stahl. For eksempel kan de trække på andre genrer end pop – især reggae, soul, blues og førnævnte smooth jazz.
Kompositionerne og de instrumentale forløsninger fremstår vitterligt solide. Men jeg vil anbefale, at man ikke isoleret læser duoens sangtekster, uden samtidig at høre musikken – for teksterne, de er gennemgående ret ringe. Hører man musikken, kan man med til dels fortrænge det. Men nøjes man med en læsning af sangtekster – for eksempel af teksterne til numre som Sitting in My Sofa, Groovy Sunshine, Chill Out Man, You Are a Star, Deep in Your Heart og Everybody’s Looking for You – opdager man uvægerligt, hvor sløjt det tekstuelle element er!
Fascinerende nok er en af de bedste tekster den, der knytter sig til dobbeltalbummets (og karrierens hidtil) eneste dansksprogede sang, Mig. Måske skulle Guldberg og Stahl overveje at genopfinde sig selv som sangskrivere på dansk. Det er i hvert fald som om, de to på dansk formår at få flere facetter med i deres fortælling. Men ok – fanskaren i Sydøstasien vil selvfølgelig blive udfordret, hvis Laid Back går frem ad dén vej.
*** / Brother Music / 70 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk