World Citizen Band: Antares

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Med albummet, Antares, er vi en tur ude i rummet, hvorfra vi ser ned på jorden – ned på de kontinenter og lande, som former mennesker og kulturer på den lille jordklode forskelligt. De forskelligartede, jordiske kultur- og kunstudtryk har World Citizen Band sat sig for at smelte sammen i en digel. Og sammensmeltningen? Den hører man som et sammensurium af vibes, rytmer og soundscapes. Genremæssigt er der på Antares primært tale om et up-tempo univers; en form for ekspressiv fusionsjazz med elementer af blues, rock og latin / samba. Det hele er eklektisk, virtuost og begavet. Organisk. Og det takket være et sammentømret band, der i år fylder ti år. World Citizen Band består af dygtige individualister: danske Kenneth Dahl Knudsen på kontrabas, israelsk/amerikanske Uri Gurvich på saxofon, argentinsk/tyske Ramiro Olaciregui på guitar, spanske Marcos Merino på klaver og costa ricansk/amerikanske Rodolfo Zuniga på trommer. De fem er klart inspireret af navne som McCoy Tyner og Art Blakeys Jazz Messengers, men de har også som band deres helt særegne profil – de er som individer og gruppe moderne, teknisk dygtig og kunstnerisk vidtfavnende. Der er ikke antydning af nonsens over udtrykket. Snarere en tydelig vildskab og en vilje til at smelte kultur- og kunstudtryk sammen. Lykkeligst forekommer sammensmeltningen mig i numre som Lotus og Magic Carpet.

****  /  KDK Music  /  72 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share