TEATERANMELDELSE
Dramatiker Johanne Petrine Reynberg har under udarbejdelsen af sit nye teaterstykke, Tævehjerte, haft fingrene dybt nede i en gammel græske myte og på baggrund af den skabt en ny fortælling ud fra devisen: ”Med al det kaos der er i verden, er det vigtigt at sætte fokus på, at det er gennem historier, vi fortæller om os selv, og de historier andre fortæller om os, definerer hvem vi er.”
Reynberg har haft fingrene nede i myten om titanerne/brødrene Epimetheus og Prometheus og i historien om Pandora og hendes (ikke æske, men) krukke. Ifølge myten levede Epimetheus og Prometheus – og i øvrigt alle andre mennesker (læs: mænd) – i fred og harmoni, indtil Zeus – for at straffe de sorg- og bekymringsløse mennesker/mænd – lod guderne skabe den første kvinde, Pandora, som var et dårende dejligt væsen, som Hermes ”indgød løgne, forførende ord og tyvagtige vaner”.
(Hvorfor menneskene/mændene skulle straffes fremgår hverken af myten eller af den nye fortælling – jeg må som læser eller tilskuer selv bakse med logikken eller fraværet af den).
(Nå, men) Kunstnerkollektivet, Teater Mikado (som gæster Aveny-T med Tævehjerte), ledes blandt andre af skuespilleren, Maria Nor Ahrensberg, og hun indtager selv scenegulvet i rollen som den indtagende, naive Pandora, der ubevidst skaber splid mellem Epimetheus og Prometheus, der spilles af Mynte Vesti og Tue Lodberg Nyland.
Når jeg ser starten på Tævehjerte, som er instrueret godt af Alexandra Christensen, forstår jeg på sin vis, at Zeus og guderne blandede sig i menneskenes/mændenes tilværelse, for ikke bare fremstår Epimetheus og Prometheus som dekadente, grænsende til parodiske titaner. But really, who should care? Zeus og guderne, åbenbart! Men at det skulle gøre godt at skabe en kvinde/kvinden – og gennem hende en splid – virker bare ikke gennemtænkt, fornuftigt eller innovativt. Med andre ord: Jeg forstår ikke pointen i den oprindelige myte endsige pointen i den nye fortælling. Men, det er måske heller ikke afgørende. Det afgørende er måske bare, at jeg ser og hører om dekadence og sæders forfald; om troskab og gentagne svigt; om tilknytning og frihedstrang/oprør; om harmoni og kaos; og om køn og seksualitet. Dette sidste er måske den nye fortællings kerne: at den føjelige og forførende kvinde gør op med patriarkatet; at tæven tager magten.
Uanset hvad – så går spillet på scenen fra det indledningsvist parodiske til det, til sidst, knugende kaotiske. Vel at mærke med en righoldig tekst og en stærk sans for timing. Tævehjerte er et solidt drama, der nok med afsæt i den græske myte, men især med Reynbergs nytænkning og Mikados sceneoptræden solidt slår revner i enhver dekadent, hverdagslig fred og idyl.
*** / 75 min.