MUSIKANMELDELSE
Ember er en bemærkelsesværdig, Brooklyn-baseret jazztrio bestående af saxofonisten/trompetisten Caleb Wheeler Curtis, kontrabassisten Noah Garabedian og trommeslageren Vincent Sperrazza. Trioens musik er improviseret, til dels melodisk, men netop også kun til dels. Man fornemmer således, at der på vejen ind i studiet har været nogle skitser, men også at de tre, sprudlende musikere i studiet har forholdt sig frit til, hvad der skulle komme ud af disse skitser. Præcis hvordan man som lytter skal forstå albummets lyriske titel, siger trioen og dens musik ikke noget om – men måske er tanken bare, at man til den instrumentale, lettere avantgardistiske freejazz skal forholde sig frit og åbent; at det ikke er afgørende, om det er august eller marts; at rammer som sådan ikke er interessante. Den tolkning er muligvis retvisende og i hvert fald understreger den, at der med Ember er tale om en trio, der tænker ud af boksen. Curtis, Garabedian og Sperrazza er innovative og kreative, men min hovedanke er, at de også er hoved snarere end krop, tanker snarere end følelser. Netop dét gør musikken til en intellektuel sag snarere end en hjertesag – desværre. For den er simpelthen for indadvendt, for indelukket og indesluttet for en lytter som undertegnede – uanset det teknisk høje niveau.
*** / Imani Records / 46 min.