MUSIKANMELDELSE
Jeg må med skam melde, at jeg aldrig før har hørt musik af den danske komponist, August Enna (1859-1939). Men det skyldes måske – udover mangel på kulturel opdragelse og selverhvervet orientering – at Enna 1) som senromantisk komponist gik i glemmebogen allerede mens, han levede; publikums interesse svigtede formerligt i de sidst årtier af hans liv; og 2) at han i Danmark i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet stod i skyggen af først Niels W. Gade (1817-1890) og siden Carl Nielsen (1865-1931). De gik ikke i glemmebogen. Men det mest absurde er alligevel, at det er et orkester fra Bogotá i Colombia, der endelig gør mig opmærksom på Ennas musik. Med Dacapo Records mellemkomst har Bogotá Philharmonic Orchestra under ledelse af den svenske stjernedirigent, Joachim Gustafsson, nemlig indspillet to senromantiske værker af Enna – hans Violinkoncert i D-dur (fra 1896) og Symfoni nr. 2 i E-dur (fra 1907). Og begge værker imponerer – både i kraft af kompositionerne og i kraft af fremførelsen. Det latinamerikanske orkester, Joachim Gustafsson og violinisten, Anna Agafia – der er den virtuose solist i violinkoncerten, gør det suverænt godt. Den nordiske nationalromantik / senromantik vækkes i dén grad til live i generøse strømme, der virker umiddelbart sanselige. August Enna er herefter en komponist, jeg vil studere. Og aktørerne tilsvarende nogle, jeg vil følge. For kvalitetsniveauet er i enhver forstand overrumplende højt.
***** / Dacapo Records / 66 min.