KONCERTANMELDELSE

Astrid Engberg er på en måde en kunstner uden for kategori. Vel er hun musiker, sangskriver og musiker. Vel er hun indenfor elektronisk musik, men der er også elementer af groovy ny soul, pop og vokaljazz i hendes sange og musik. Ingen af genrebetegnelserne holder dog helt. Hun bryder dem bevidst, ikke for at obstruere, men fordi hun har noget helt andet, mere personligt på hjerte, som bare kommer skævt ud. Dét hører man i hendes musik som en uforudsigelighed; man ser det i nogle besynderlige valg af instrumenter; og man hører det i sange, der går ad uransagelige veje, men som i alle fald er personlige, særegne og disciplinerede. For disciplineret er hun. Og raffineret. Og velbevandret udi skæve genrer og skæve udtryk. Det er der, hun befinder sig bedst. Væk fra alfarvej. Men midt i det hele hører man også en meget klar, skolet og kontrolleret stemme, som konstant tilfører det skæve et smukt tryllestøv. For mig er det spændet mellem det smukke og det skæve, der er attraktionen i hendes sange og musik.

Da Astrid Engberg fredag aften optrådte i Musikhuset København som led i Copenhagen Jazzfestival var det med et nyt band og et nyt materiale. Hun udsender i september et nyt album, og det var i flere tilfælde sange og musik fra det, hun bragte til torvs.

Med sig på scenen i Store Sal havde hun Anders Bo Eriksen (på tuba og elektroniske trommer), Jonas Cook (på keys) og Sven Dam Meinild (på sopransaxofon, bas klarinet og tværfløjte). Selv sang hun og spillede tværfløjte og SP-404 m.m. Og ud af det hele og ud af dem (instrumenterne og musikerne) kom noget skævt, men også særegent, til tider smukt, til tider skrattende, aldrig lige gyldigt. Hovedparten var af egen avl. Men eksempelvis også sang og spillede hun og bandet også en cover over standarden, ”Lush Life”, af John Coltrane. Den havde hun som barn hørt med Johnny Hartman som sanger. Og siden havde den fulgt hende. Men i hendes egen version var den fortryllet, moderniseret, bragt et helt andet sted hen i sfæren.

Interessant nok matchede den gamle Coltrane-sag Astrid Engbergs egne nye sager (foruden sagerne fra hendes forrige album, Tulpa fra 2020), som tekstuelt tog afsæt i hendes egen verden / hendes eget verdensbillede. Eksempelvis spillede hun en sang fra det nye album, sangen ”Oasis”, som i bund og grund var opstået ud af den opdagelse, at hun havde set bevægelsesmønstre hos sit nyfødte barn – bevægelsesmønstre, som hun kunne genkende som stød og spark, da barnet stadig var inde i maven. Den sang matchede i skønhed, skævhed og kompleksitet versioneringen af John Coltrans gamle sag.

I det hele taget var der en stor styrke i sangene og musikken fredag aften. Man forstod, hvorfor Astrid Engberg i 2021 modtog en Danish Music Awards Jazz for årets vokaludgivelse, og hvorfor hun også modtog Musikprisen Steppeulven som årets producer. Der var noget forfriskende stærkt over hendes nu mere modne præstationen. En stamina. Noget jordbundethed. En stor horisont. En dyb ro. Og en samtidig rastløshed.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk