KONCERTANMELDELSE

I foråret udsendte den 68-årige, amerikanske pop-folk-troubadour, Rickie Lee Jones, endnu et album. Denne gange et usædvanligt et af slagsen. Pieces of Treasure var et album med cover-versioner af gamle sange, som blandt andre hendes far i sin tid introducerede hende til.

Sangene havde langt hen ad vejen genren tilfælles. De var fra jazzens verden. Ikke at jazz for Rickie Lee Jones var en ny genre – Rickie Lee Jones’ Pop Pop (fra 1991) var for eksempel et rent vokaljazzalbum. Men Pieces of Treasure var usædvanligt, fordi det var Rickie Lee Jones’ første album fuldt og helt med sange fra The Great American Songbook – produceret af Rickie Lee Jones’ livslange ven, legendariske Russ Titelman, som i sin tid var co-producer på Rickie Lee Jones’ selvbetitlede debutalbum (fra 1979) og på 2’eren, Pirates (fra 1981).
Det gav med andre ord god mening, at Rickie Lee Jones tirsdag aften var i København og optrådte som led i Copenhagen Jazzfestival. En del af de sange, hun inspireret og med åbenlys glæde sang fra scenen i Amager Bio, var fra Pieces of Treasure – det var sange som Eden Ahbez’ ”Nature Boy”, Harry Warrens og Mack Gordons ”There Will Never Be Another You” og Jimmy McHughs og Dorothy Fields’ ”On the Sunny Side of the Street” – til lejligheden tilført enkelte andre sange fra The Great American Songbook, blandt andre The Mills Brothers’ ”Up the Lazy River”.

Helt usædvanligt krydrede hun præsentationen af de enkelte sange med historier fra sin egen barndom – især med historier om den ofte fraværende far, som dog introducerede hende til jazzen. (Måske er faderens betydning blevet klarere for hende efter arbejdet med den selvbiografiske bog, ”Last Chance Texaco – Chronicles of a Troubadour”, som hun udsendte i 2021. Heri er der nemlig mange anekdoter fra og refleksioner over barndommens land).

Men, naturligt nok blev publikum ikke snydt for Rickie Lee Jones’ egne, udødelige sange – ”Weasel and the White Boys Cool”, ”Easy Money”, ”Chuck E’s in Love” og ”Last Chance Texaco”. Sidstnævnte bragte Rickie Lee Jones og hendes trio til torvs i en af de bedste versioner, jeg nogensinde har hørt. Sangen, der er en af mine absolutte favoritter blandt alle mine favoritsange, blev fremført med personlighed, nerve og kant – instrumentalt på 2 x guitar, kontrabas og harmonika og med en stemme, der var overraskende ren som overraskende ny sne. I lang tid tænkte jeg ellers, at Rickie Lee Jones’ stemme var slidt. Det affandt jeg mig bare med – det samme gjorde sikkert mange andre blandt publikum – fordi der var så udtalt en kvalitet i hendes rutinerede brug af mikrofonen og i hendes, ja, formidlingsmæssige rnerve og kant. Men mesterværket, ”Last Chance Texaco”, blev fremført til UG. Sangen er i forvejen som en reportage fra de amerikanske vidder, en roadmovie – man ser det for sig, de lange strækninger, den sidste tank inden ørkenen, opholdet, bilerne der suser forbi. Suset – frembragt af stemmen og harmonikaen i skøn forening – bidrog med en helt særegen nerve. Alene dét nummer var hele besøget i Amager Bio værd.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk